Revisionsinstruks
Revision af projektstøtte på over 100.000 kr.
Når det gælder revision af projektstøtte på over 100.000 kr. skal revisionen foretage både finansiel- og forvaltningsmæssig revision. Det er desuden et krav, at revisionen af jeres regnskab udføres af en statsautoriseret eller registreret revisor.
Hvis I skifter revisor, skal I skriftligt begrunde over for os, hvorfor I skifter. Endvidere skal den tiltrædende revisor rette henvendelse til den fratrædende revisor, der har pligt til at oplyse grundene til fratrædelsen.
I skal give revisor de oplysninger og den bistand, som er nødvendig, for at revisoren kan udføre sin opgave og revidere regnskabet. Hvis revisoren derudover ønsker at foretage yderligere undersøgelser, har I pligt til at hjælpe.
Revisionen skal i øvrigt følge de regler, som er beskrevet i revisionsinstruksen.
Revisorens opgave er at:
- revidere og påtegne regnskabet
- foretage de undersøgelser og forespørgsler, som revisor mener, er nødvendige
Påtegningen skal indeholde informationer om, hvorvidt:
- projektregnskabet er rigtigt – dvs. uden væsentlige fejl og mangler
- betingelserne for modtagelse af projektstøtten er opfyldt
- projektstøtten er anvendt til det formål, der er nævnt i ansøgningen
- projektstøtten er anvendt sparsommeligt
- der er eventuelle forbehold
Bliver revisor opmærksom på lovovertrædelser eller tilsidesættelser af forskrifter af væsentlig betydning i forbindelse med projektstøttens forvaltning, skal revisor straks give jer besked herom. Revisor skal sikre, at I inden 3 uger giver besked til Region Nordjylland. I modsat fald er det revisors pligt at orientere Region Nordjylland.