Vi skal turde spørge patienten
Hanne Thomsen, der er udviklingssygeplejerske i Billeddiagnostisk Afsnit i Frederikshavn, har sammen med læger og sygeplejersker fra flere af Regionshospital Nordjyllands specialer deltaget i et internt kursusforløb, som stillede skarpt på patient- og pårørendeinddragelse.
- Patient- og pårørendeinddragelse er jo et vigtigt fokusområde, men jeg havde i længere tid tænkt, at det var svært for os i Billeddiagnostikken, fordi der ikke er valgmuligheder for patienten. Vi skal udføre undersøgelserne ud fra bestemte retningslinjer, for at kunne stille den korrekte diagnose. Det betyder, at vi ikke bare kan spørge vores patienter, hvad de foretrækker undervejs, forklarer Hanne Thomsen.
Derfor var hun glad for at få nogle input til, hvordan hun og kollegerne i højere grad kan arbejde mere med patient- og pårørendeinddragelse.
Inddragelse er ikke kun at give patienten valgmuligheder
Det var både en øjenåbner - og lidt af en lettelse - for Hanne Thomsen at finde ud af, at hun og kollegerne allerede arbejder meget med patientinddragelse. For patientinddragelse er også at have en ligeværdig dialog i øjenhøjde, at opfordre patienten til at stille spørgsmål undervejs og at spørge ind til oplevelser med tidligere undersøgelser.
- Undervejs blev jeg dog også klar over, hvilke muligheder der er for også at medtænke de pårørende i vores undersøgelser. Det er naturligvis ikke alle steder, hvor det er muligt at have en pårørende med hos os, men der hvor man kan, skal vi huske de pårørende undervejs, fortæller hun.
Virkelighedsudforskning som metode
En af de metoder, som blev brugt under forløbet, var en metode, som hedder ”Virkelighedsudforskning” hvor deltagerne arbejdede sammen om at kortlægge et patientforløb i eget afsnit. For Hanne Thomsen var virkelighedsudforskningen som metode noget af en øjenåbner:
- Jeg valgte at koncentrere mig om et helt almindeligt forløb hos os, hvor en patient bliver henvist til en lungekræftpakke. Patienterne er meget nervøse for resultatet. Jeg skrev hele forløbet ned i detaljer, fra patienten henvender sig i receptionen til efter undersøgelsen. Det gav mig overblik over, hvor vi i højere grad kan inddrage patienten og de pårørende. Metoden kan bestemt anbefales, fortæller Hanne Thomsen.
- Når et forløb er beskrevet, giver det mulighed for at se, hvor vi mangler viden. Og huske på, at det vi tror, der er vigtigt for patienterne, ikke nødvendigvis er ikke det, som patienterne synes er vigtigt. Derfor skal vi turde spørge patienterne. Det behøver ikke være store undersøgelser, men i stedet blot at spørge udvalgte patienter, hvad de syntes om det emne, som man ønsker at høre patientens synspunkt på. Det er patientinddragelse, smiler hun.
Opdateret