Succes med nyt samarbejde
I Klinik Diagnostik på Aalborg Universitetshospital har de igennem længere tid afprøvet et nyt samarbejde med portørerne: En portør allokeres fast til røntgenområdet, og resultaterne er så tydelige, at ordningen nu er blevet udvidet.
Forbedringsprojektet – del 1
Ordningen med en allokeret portør blev først afprøvet i røntgenstue 2, der er en meget travl røntgenstue med et højt flow. Stuen benyttes primært til indlagte, akutte patienter.
På trods af det høje flow på røntgenstue 2, havde der gennem længere tid eksisteret en udfordring med at stuen ikke bliver udnyttet godt nok. Der var huller i det daglige program, hvor både personale og stue var klar, men patienterne kom ikke til stuen på grund af logistiske udfordringer.
Derfor gik Karin Lundgaard Bjerg, der er afsnitsledende sygeplejerske og Tilde Giehm, der er projektansvarlig radiograf i gang med et forbedringsprojekt sammen med Portørcentralen og Mennesker og Organisation. Målet med projektet var blandt andet at udnytte kapaciteten i røntgenstue 2 bedre.
Ændret samarbejde med portørerne
Normalt fungerer opgaveflowet på røntgenstue 2 på den måde, at billeddiagnostisk afdeling modtager akutte henvisninger fra klinikkerne på hospitalet, og patienterne bestilles løbende i portørsystemet, hvor den samlede portørgruppe melder ind på opgaverne.
- I forbindelse med forbedringsprojektet prøvede vi at ændre samarbejdet med portørerne. Hver dag i testperioden fik vi en portør allokeret, som kun løste opgaver for os på røntgenstue 2, forklarer Karin Lundgaard Bjerg.
I praksis betyder det, at portøren indgår som en del af det team, der bemander røntgenstue 2, og dermed kan man sammen planlægge, hvilke patienter der skal undersøges hvornår.
Det betyder, at dagsprogrammet bliver mere effektivt, fordi man kan planlægge den bedst mulige "rute" for portøren ud fra en klinisk vurdering. Derved får portøren færre "spildskridt", og portørkapaciteten bliver bedre udnyttet.
Bedre patientoplevelser – og bedre arbejdsmiljø
Udover at portørressourcerne udnyttes bedre som følge af projektet, er det også en gevinst for patienterne. De udtrykker stor tilfredshed med, at det er den samme portør, der henter og bringer dem, fordi det er trygt at være i de samme, gode hænder på vej til og fra undersøgelse.
Samtidig betyder den nye arbejdsgang, at flere patienter kommer til deres røntgenundersøgelse tidligere på dagen end før.
I projektet har der også været fokus på at eksempelvis isolationspatienter er røntgenklare, når portøren kommer til den kliniske afdeling for at hente dem til røntgen. Det har nemlig stor betydning for det effektive patientforløb, samt forbedret ressourceudnyttelse for radiografer og portører.
- Nu er der også færre patienter, som venter på at blive kørt retur fra røntgenstue 2 efter deres undersøgelse. Tidligere fik vi nogle gange skabt en retur-kø hos os. Og jeg tror, at jeg taler for os alle, når jeg siger, at det er dejligt at være med til at forbedre den samlede oplevelse for vores patienter på, smiler Tilde Giehm
Arbejdsmiljøet har også fået et løft efter at man er begyndt at have en portør allokeret til røntgenstue 2. Der er stadig meget travlt på stuen, men alle har et bedre overblik og der er en bedre styring af patientforløb gennem dagen, og det bidrager til højere arbejdsglæde.
- Selvom vi har et højt flow på stuen, så føler vi faktisk, at der er mere ro nu end tidligere, og personalet fortæller, at selvom vi nu får flere patienter igennem hver dag, så føles det mindre travlt, fortæller Tilde Giehm.
Portørerne er også meget tilfredse med afprøvningen. Deres opgaver er blevet mere koordineret, de går færre tomskridt, og så er de blevet en del af teamet på en anden måde end tidligere.
Forbedringsprojektet udvides - del 2
På baggrund af de gode erfaringer er ordningen blevet udvidet til hhv. stue 10 og 14, hvor der gennemføres akutte CT-scanninger. Og her er resultaterne til at tage og føle på:
Der er sket en stigning på 5 skanninger pr. dag, svarende til 18 pct., efter at der blev allokeret en portør til stue 10 og 14. Det viser en opgørelse af akutte skanninger udført i perioden fra 18. januar 2021 og frem.
Perioden frem til den 25. marts viser situationen før der blev allokeret en portør til de to stuer, her var medianen på 28 skanninger. Fra den 25. marts og frem allokeres en portør, og der ses en stigning i antallet af akutte skanninger, hvor medianen stiger til 33 skanninger pr. dag.
Opdateret