Sammen med borgerne bliver vi bedre

Patienternes oplevelser af deres patientforløb er et vigtigt input i arbejdet med at forbedre vores sundhedsvæsen. Derfor arbejder vi i Region Nordjylland nu på at udvikle forskellige modeller for peerboards.

Patienternes viden inddrages

Når vi lytter til patienternes positive og negative oplevelser, får vi vigtige informationer til brug i udviklingen af den kliniske praksis. Derfor er patienternes oplevelser af deres patientforløb vigtige input i arbejdet med at forbedre vores sundhedsvæsen. 

Den viden, som patienterne ligger inde med, kan dog være svær at indfange. Derfor har Region Nordjylland fået 1,5 mil. kr. af Sundhedsstyrelsen til at udvikle modeller for organisatorisk borgerinddragelse. Vi kalder det "peerboard" eller "patientsamråd".

Udvikling af peerboard-modeller

Arbejdet har været i gang siden september 2016, hvor vi på forskellig vis har inviteret patienter og pårørende med ind i arbejdet med forskellige problemstillinger, som vi gerne vil løse, men som vi endnu ikke har svaret på. På den måde afprøver vi variationer af patientinddragelse.

Indtil nu peger projektet på 3 peerboard-modeller for til løsning af forskellige problemstillinger:

Etableret peerboard

Etableret peerboard anvendes til kontinuerligt, længerevarende og helhedsorienteret ligeværdigt samarbejde mellem borgere og andre aktører om at udvikle, gennemføre og evaluere sundhedsydelser. Her giver borgerne sparring til en klinik, et afsnit eller en administration, hvor borgere indgår som sparringspartnere over tid.

Denne metode har vi eksempelvis afprøvet i Psykiatrien, og vi forsøger med dette projekt at finde en model, der passer til somatikken og eksempelvis til udviklingen af Nyt Aalborg Universitetshospital.

Netværkspeerboard til komplekse og langstrakte patientforløb

Netværkspeerboard organiseres i samarbejde med en patientforening og/eller et handicapforbund, som understøtter en patientgruppes ønske om at have et netværk af ligestillede borgere til at støtte og hjælpe sig med at finde vej i systemerne og få adgang til den hjælp, de har brug for. 

En mindre gruppe af patienter og pårørende deltager i dialogmøder om udviklingen af patientforløbet, og fungerer som peerboard. Her kommer patientstemmen til udtryk gennem patientfortællinger og vurderinger af konkrete tiltag ud fra et patientperspektiv. 

Peerboardet kan fungere som sparringspartnere til klinikere og ledere i forbedringen af patientforløbet, og de kan eventuelt repræsenteres i en styregruppe for den pågældende sygdomsgruppe.

Ad-hoc-peerboard til sparring på problemstilling(er)

Ad-hoc-peerboard anvendes til feedback og samskabelse omkring en konkret problemstilling. Inden vi går i gang med at løse problemet, går professionelle i dialog med målgruppen, de lytter til patienternes oplevelser og erfaringer med problemstillingen. 

Metoden er en videreudvikling af feedback-metoden, da patienterne også inviteres ind i dialog med professionelle i løsningen af problemstillingen. Ad-hoc-peerboard egner sig til udviklingen af konkrete patientforløb.

Det videre arbejde

Når vi opdager en mulighed for at styrke patientens position som partner i sit eget forløb, får det særlig støtte i projektet. Derfor er vi i gang med at udarbejde en oversigt over områder, som en patient med fordel kan undersøge, når han eller hun bliver udskrevet, så der sikres en god overgang til kommunen. 

Inden projektet afsluttes håber vi på, at patienter kan være med til at udvikle materialer eller aktiviteter, der klæder patienten endnu bedre på til at indgå som samarbejdspartner i eget forløb.

Sparring på organisatorisk borgerinddragelse

Kontakt Anne Mølholm fra Forbedring, Kvalitet og Kommunikation, hvis du ønsker sparring på organisatorisk borgerinddragelse, eller hvis du har en problemstilling, hvor peerboard er en mulighed.

Opdateret