Nyt samarbejde med Aalborg Kommune

Når næste runde forbedringsprojekter ruller i marts 2020, er det med en ny dreng i klassen: Aalborg Kommune deltager for første gang på de regionale arbejdsseminarer med egne projekter. 

Det er ikke nyt, at der bliver samarbejdet på tværs af sektorer i de regionale forbedringsprojekter, ligesom det heller ikke er nyt, at der bliver arbejdet sammen med almen praksis. Begge dele giver rigtig meget mening, fordi et patientforløb ikke slutter for patienten i det øjeblik, han eller hun bliver udskrevet fra hospitalet.

Det, der er nyt, er, at Aalborg Kommune har ønsket at blive en del af de forbedringsseminarer, som har rullet i regionalt regi igennem flere år.

Louise Weikop, der er kontorchef i Aalborg Kommunes Kvalitets- og Innovationsenhed i Ældre og Handicap Forvaltningen forklarer, hvorfor man har vendt sig imod Regionens – ind til nu – interne forløb:

- Vi har allerede gode erfaringer med at deltage i de tværsektorielle forbedringsprojekter. Et godt eksempel er projektet ”Sammen forebygger vi genindlæggelser”, hvor resultaterne nærmest taler for sig selv.

- Samtidig er vi nu klar til at gå i gang med at opbygge vores egne kompetencer i forbedringsmetoder. Det er stadig meget nyt i kommunalt regi, men Regionen har arbejdet på denne måde i flere år, så derfor giver det god mening for os, at vi kan få lov at ”hægte os på”, fortsætter hun.

Hvordan fungerer det i praksis?

Når det er blevet besluttet, at et projekt skal gennemføres som et forbedringsprojekt, går et forarbejde i gang. Der bliver afholdt flere formøder, hvor projektgruppen sammen arbejder med at få defineret projektets rammer, problemstillingen og måske kommer med bud på indsatser, som kan løse problemet.

- Den del af forarbejdet løser vi selv, fortæller Louise Weikop. – Og derefter deltager projektgrupperne i de to arbejdsseminarer på lige fod med de regionale projekter.
Tanken er den, at alle projektgrupperne arbejder parallelt under seminarerne: De samles i plenum, når det teoretiske grundlag bliver introduceret - og derefter går de hvert til sit, og kaster sig over ar-bejdspakkerne.

- Selvfølgelig er et af målene med det her samarbejde, at vores egne medarbejdere bliver oplært i forbedringsmetoderne og bliver fortrolige med den måde at gribe arbejdet an på, fortæller Louise Weikop.

- Men jeg både håber og tror også, at det vil bidrage til bedre og nemmere tværsektorielt samarbejde i fremtiden, fordi vores medarbejdere danner netværk på tværs, og vi får etableret et fælles sprog, understreger hun.

Kompetencer skal opbygges på flere niveauer

Aalborg Kommune har ladet sig inspirere af den måde som vi i Regionen arbejder med forbedringer indenfor rammerne af den nordjyske model. De har også valgt at opbygge kompetencer og viden på flere niveauer i organisationen:

- Direktører fra Aalborg Kommune og direktører fra Region Nordjylland har etableret en Tværfaglig Direktørkreds, hvor der blandt andet drøftes hvordan man arbejder med forbedringer, og hvordan man skaber det sundeste væsen.

- En gruppe kommunale medarbejdere deltager i den forbedringsagentuddannelse som Region Nordjylland udbyder i samarbejde med Dansk Selskab for Patientsikkerhed. De skal bagefter fungere som rådgivere og projektledere der kan understøtte projekter ”ude” i driften.

- Projektgrupper med driftsnære medarbejder og -ledere deltager i de regionale arbejdsseminarer, og får på den måde førstehånds viden om, hvordan man arbejder indenfor rammerne af forbedringsmodellen. Den erfaring kan bagefter bruges i andre projektsammenhænge. 

Louise Weikop fortæller, hvorfor de i Aalborg Kommune har valgt at arbejde på flere niveauer:

- Ved at gribe forbedringsarbejdet an på den måde, får vi opbygget kapaciteten ”nedefra”. Det er hos de driftsnære medarbejdere og –ledere at guldet ligger, og derfor er det vigtigt at give dem de værktøjer, der skal til, for at de kan arbejde med deres problemer.

- Samtidig vil vi gerne sikre, at de forbedringsprojekter, som bliver sat i gang, taler ind i de problemstillinger og fokusområder, som er defineret ”oppefra”. Derfor er sammenhængen vigtig, forklarer hun.

Første projektseminar løber af stablen den 5. marts – og alle ser frem til at komme i gang med det nye samarbejde.

Opdateret