Når udredning bliver sat i fokus
Da man tilbage i 2018 besluttede at gøre noget ved problemet blev kun 47 % af patienterne udredt indenfor de første 30 dage. Der er stadig en udfordring med at nå i mål med udredningsretten, men projektet har dog bidraget til at øge kapaciteten til forundersøgelser og dermed øget udredningsaktiviteten. Samtidig slipper flere patienter for at skulle en unødvendig tur forbi hospitalet. Og det er en god historie.
Hvad mener patienterne og de pårørende?
For at få øje på de udfordringer, som kunne ligge til grund for problemet, blev alle de faggrupper, som er involveret i udredningsforløbet for patienter henvist med udefinerede rygsmerter, spurgt til råds. Man spurgte også patienter og pårørende om deres oplevelser af udredningsforløbet.
Kort om interviewundersøgelsen
- 11 patienter blev tilfældigt udtrukket til at deltage i undersøgelsen
- Undersøgelsen foregik pr. telefon
- Interviewene varede imellem 20 minutter og en time
- Tre af deltagerne var under 18 år, og her deltog mødrene i interviewet
Resultatet af interviewundersøgelsen er en række kvalitative udsagn, som samlet giver et billede af udredningsforløbet for patienter med udefinerede rygsmerter.
Patienterne pegede blandt andet på:
- Det er vigtigt for patienterne, at den samme læge er gennemgående i hele forløbet
- Det er mest belejligt for patienterne med så få, samlede indkald som muligt
- Hvis de to ovenstående er opfyldt betyder ventetid ikke så meget
Disse synspunkter blev medtaget, da projektgruppen gik i gang med at arbejde med at optimere udredningsforløbet.
Hvad har ændret sig?
Da projektet blev sat i gang blev over 80 % af de knap 600 henviste patienter afsluttet ved første besøg på hospitalet uden behandling. Første skridt var derfor at undersøge, om man dels kunne sikre, at en del af disse patienter slet ikke blev henvist, hvis det ikke var relevant for dem. Desuden arbejdede man med at sikre, at de patienter som bliver henvist, kommer med en mere præcis henvisningsdiagnose. Derfor blev der inviteret en praksiskonsulent med ind i projektgruppen.
En audit viste, at i 20 ud af 50 henvisninger forelå der ikke noget MR svar, og derfor var henvisningerne ikke fyldestgørende. Derfor reviderede praksiskonsulenten forløbsbeskrivelsen, og blev det understreget, at henvisninger, som ikke opfylder henvisningskravene (eksempelvis at patienterne skal have afprøvet konservativ terapi igennem minimum seks måneders træningsforløb), bliver tilbagesendt. Det har betydet en betydelig nedgang i antallet af henviste patienter.
Som sagt mødte mange patienter op uden MR svar. Rent faktisk hele 40 %. Det betyder, at patienter henvist til MR efter forundersøgelsen, skal vente på svar og indkaldes til en ny forundersøgelse. Det tager tid og udfordrer udredningsretten.
Løsningen på det problem blev, at praksiskonsulenten orienterede om, at ”henvisninger hvor der ikke foreligger MR svar tilbagesendes til egen læge”. Den lille ændring har medført, at det nu kun er 10 % som møder op uden svar (mod 40 % ved projektstart). Hvis en patient henvises til MR scanning fra hospitalet, er det blevet understreget, at det er vigtigt at tilføje ”udredningspatient” i henvisningen.
Slutteligt er projektgruppen lykkedes med at øge antallet af forundersøgelser ved at lade sygeplejerskerne overtage 6-ugers kontrollen, som nu foregår via telefon. Hvis samtalen viser, at patienten har behov for at blive set af en læge, indkaldes patienten til opfølgning. Hermed frigives lægekapacitet som kan bruges til flere forundersøgelser og patienterne slipper for at bruge tid på kontrollen og transport til og fra hospitalet.
I kun to ud af 15 forløb har patienter haft behov for at blive tilset af en læge – indsatsen giver mening og bør kunne udbredes til andre patientgrupper.