Ligesom os - og så alligevel ikke

Mette Mulvad har været på udveksling i regi af HOPE. Hun oplevede en engelsk sundhedssektor, som på mange måder ligner den danske, og som står overfor tilsvarende udfordringer og iværksætter mange af de samme tiltag for at løse problemerne. 

Inden sommerferien var Mette Mulvad, der er chefkonsulent i Økonomi og Plan på Aalborg Universitetshospital, på besøg i England i en lille måneds tid som en del af HOPE-udvekslingsprogrammet.

- Jeg valgte helt specifikt England, fordi jeg gerne ville et sted hen, som lignede det jeg kom fra. Jeg tænkte, at deres erfaringer og ideer til løsninger ville være nemmere at lade sig inspirere af, fordi vores kontekst er den samme, fortæller Mette.

Det engelske sundhedssystem er et offentlig, skattefinansieret system, som vi kender det fra Danmark. Men i modsætning til det danske system er det baseret på en "køber/sælger" model. Deres National Health Services (NHS) køber sundhedsydelser fra forskellige sundhedsleverandører på vegne af den engelske befolkning. Så selvom deres system også er skattefinansieret har det en anderledes styring og incitamentsstruktur og en meget højere grad af regulering, som står i kontrast til det mere tillidsbaserede danske system.

Mette besøgte et stort universitetshospital i Derby i det centrale England. Det var ganske nyt og velfungerende. Her blev det hurtigt tydeligt, at vi meget langt hen ad vejen står overfor de samme udfordringer, selvom de er større i England end i Danmark:

  • Mangel på læger - særligt praktiserende læger
  • Mangel på uddannet sundhedspersonale i det hele taget
  • Aldrende befolkning
  • Pres på de medicinske senge
  • Økonomiske begrænsninger

- Det betød, at jeg fik mine faglige forventninger til udvekslingsopholdet indfriet. Vi arbejder med de samme problemer, og derfor kunne vi bruge hinandens erfaringer og ideer til inspiration. Jeg fik også nogle forskellige, konkrete ideer, som vi kan afprøve, forklarer Mette.

Vi gør det nu meget godt allerede

En stor læring under opholdet var, at vi gør det nu faktisk allerede rigtig godt i Nordjylland:

- For eksempel taler vi jo meget om, at vi skal blive bedre til at samarbejde med kommunerne. Dertil kan jeg bare sige, at vores samarbejde er langt bedre end deres, og jeg har indtryk af, at de danske kommuner også bare kan tilbyde langt mere, end de kunne i Derby-området, uddyber Mette.

Uligheden i England er også meget større end i Danmark. Det blev helt tydeligt i byen Derby, der er en gammel industriby, hvor fabrikkerne nu er lukket.

- Bycentrum var slidt og trist og fattigt. Jeg blev faktisk meget overrasket over, hvor tydeligt det var. De rige og dem med uddannelse bor i småbyer rundt om Derby, og det var lige som man ser i Barnaby, fortæller Mette. - Og det er en del at mit mere personlige udbytte af at have været afsted. Jeg er blevet mere opmærksom på at sætte pris på det danske samfund og det system vi har.

Vil du anbefale andre at rejse ud med HOPE?

- Ja, helt sikkert. Det var en spændende og givende oplevelse. Jeg er især glad for det netværk jeg har fået med de hospitalsfolk fra hele Europa, som også var i England. Men det var også hårdt: du er på hele tiden, og du er væk hjemmefra i lang tid, og det skal man huske at medtænke, når man overvejer, om man vil afsted.

Mettes bedste råd til dem som gerne vil rejse ud med HOPE er, at de skal gøre meget ud af deres ansøgning:

- Jo mere præcis du er, når du skriver, hvad du interesserer dig for, jo bedre et program kan dine værter lave til dig, afslutter Mette.

Opdateret