Jeg bliver en bedre læge af at undervise
Cecilie Amstrup er i gang med speciallægeuddannelsen i almen medicin, og flere gange om året stiller hun sig op og underviser side om side med en af regionens kommunikationskonsulenter. Det har hun gjort tre - fire gange om året igennem de seneste 2 ½ år.
Det var Cecilie Amstrups oplevelse af kurset – kombineret med en enorm trang til at springe ud på dybt vand – der var grunden til, at hun begyndte med at undervise:
- Som person kan jeg rigtig godt lide at udfordre mig selv, og derfor spurgte jeg, om jeg kunne få lov til at undervise. Jeg havde en ide om, at min interpersonelle, en-til-en kommunikation fungerede rigtig godt, men jeg var udfordret, når jeg skulle stille mig op foran en gruppe og levere mit budskab, smiler Cecilie Amstrup.
- Samtidig synes jeg, at kommunikation er vores absolut vigtigste redskab som læger, så det er enormt meningsfyldt for mig at være med til at udvikle kursisternes kompetencer, forklarer Cecilie Amstrup.
Udbyttet af at tage rollen som underviser på sig har dog vist sig at være meget større end blot det at blive bedre til at tale for en forsamling. Det har bidraget til en større indsigt i egen fagpersonlighed og smittet af på hele Cecilie Amstrups virke:
- Det vigtigste jeg har lært er nok, hvordan det er at være i proces. Som læger har vi tit en tendens til at ville fikse ting, og det er jo ikke altid, at der er et quick-fix. Nu hviler jeg mere i det, når jeg går ind i en proces med en patient om at løse et problem, eller når jeg prøver at starte en proces, som min patient selv skal arbejde med, fortæller Cecilie Amstrup.
- Jeg har fået en større ro, og er blevet bedre i stand til at "slippe" patienten og acceptere, at det også tit er patienten, der skal gøre arbejdet, fortsætter hun.
En anden vigtig indsigt som er opstået både ved deltagelse i – og undervisning på kommunikationskurset er, at patienterne kommer med et perspektiv, som er lige så validt som lægens. De kommer med deres historie og deres erfaringer, og selvom den slags ikke er evidensbaseret, så er det lige så validt som eksempelvis forskningsresultater.
- Jeg er helt sikker på, at den indsigt har gjort, at mine patienter opfatter mig som en bedre læge. Det kommer helt konkret til udtryk ved, at mine patienter siger til mig "du lytter virkeligt. Du hører, hvad jeg siger", og det er sådan en type læge, som jeg gerne vil være, understreger Cecilie Amstrup.
En unik, nordjysk mulighed
Flere af de lægefaglige undervisere på kommunikationskurset er enige om, at det, at få mulighed for at få et job som dette, er noget unikt nordjysk, idet vejen til jobbet er kortere. Og dét er med til at bidrage til det gode læringsmiljø, som kendetegner lægeuddannelsen i Nordjylland.
- Da jeg i sin tid skulle vælge hoveduddannelse, overvejede jeg at flytte tilbage til København, hvor jeg oprindeligt er fra. Men én af grundene til, at jeg valgte at blive her, er helt sikkert det her undervisningsjob, uddyber Cecilie Amstrup.
Kommunikationskursus for Basislæger
Kommunikationskurset er en del af den kliniske basisuddannelse. Formålet med kurset er at klæde basislægen på til at kunne kommunikere med både patienter, pårørende, kollegaer og andre samarbejdspartnere.Der stilles skarpt på, hvordan basislægen kan erhverve sig disse kompetencer ved at inddrage den læring, som foregår i det selvstændige kliniske arbejde.
Kurset er underlagt Sundhedsstyrelsens målbeskrivelse for den kliniske basisuddannelse med henvisning til Indenrigs- og Sundhedsministeriets Bekendtgørelse nr. 1247 af 24. oktober 2007.
Det er ikke kun på kommunikationskurserne, regionen bruger lægefaglige undervisere, også i forhold til læring, vejledning og det akutte felt.
Opdateret