HOPE på nordjysk
Besøg fra Spanien og Tyskland
Fra den 16. til den 29. maj får vi i Region Nordjylland besøg af Severina Dominguez, som er ledende overlæge med speciale i medicinsk onkologi og molekylær onkologi i Spanien, og af Stefanie Kolada, der er controller og har en ledende rolle i en del af økonomiafdelingen på et stort tysk hospital.Severina Dominguez og Stefanie Kolada.
Vores gæster kommer for at blive inspireret af, hvordan vi arbejder i det danske sundhedsvæsen. Samtidig forventer vi, at de giver feedback på vores arbejde, så vi også kan blive dygtigere.
Severina og Stefanie kommer via organisationen HOPE (European Hospital and Healthcare Federation), som siden 1966 har arbejdet for at forbedre sundheden for alle borgere i de europæiske lande og for at sikre en høj kvalitet i sundhedsvæsnet.
HOPE's udvekslingsprogram for læger, sygeplejersker og øvrige nøglepersoner er et led i dette arbejde. Udvekslingsprogrammet, som har eksisteret siden 1981, har hvert år et nyt tema – i år er temaet "Organisatorisk innovation i sundhedsvæsenet".
Et spændende program
I løbet af de to uger skal Severina og Stefanie blandt andet introduceres til Aalborg Universitetshospital og Regionshospital Nordjylland. Severina skal desuden bruge en stor del af sin tid i Onkologien i Klinik Kirurgi – Kræft, mens Stefanie blandt andet skal introduceres til vores arbejde med patientrapporterede data på et besøg i Farsø, hos Idé Klinikken og under et besøg hos Forbedring, Kvalitet og Kommunikation.
- Alle involverede – både på hospitalerne og i administrationen – har været meget engagerede i arbejdet med at strikke et godt program sammen til vores gæster. Det har været en fornøjelse at være med til. Og nu glæder vi os bare til, at Severina og Stefanie kommer, så vi kan komme rigtigt i gang, fortæller Freja Kathrine Lejsgaard, der er lokal HOPE koordinator i Region Nordjylland.
Opdateret