Fokus på antibiotikaforbrug

På landets hospitaler har de fokus på at blive endnu bedre til at bruge antibiotika rigtigt. Det handler om at sikre, at der bliver brugt de rette mængder, til de rette patienter, på det rette tidspunkt i behandlingen. Derfor har de indgået et forbedringsfællesskab: det nationale lærings- og kvalitetsteam (LKT) om antibiotika. I Region Nordjylland deltager vi med forbedringsteams fra både Regionshospital Nordjylland og Aalborg Universitetshospital. 
Fra Aalborg UH deltager Nyremedicinsk og Akutmodtagelsen og fra Regionshospitalet deltager kirurgisk, medicinsk og akutmodtagelsen.

Lærings- og Kvalitetsteamet varer i to år, og hver deltagende afdeling skal sætte sin egen målsætning i forhold til hvor meget, der skal reduceres i forhold til både det samlede forbrug, og forbruget af det særligt kritiske bredspektrede antibiotika inden 2019.

Bag linjerne sidder der kompetente klinikere, og hjælper de lokale forbedringsteams med at holde styr på forbrug, ordinationsmønstre, med mere. Én af dem er reservelæge ved Klinisk Farmakologisk Enhed Samuel Azuz:

Hvad er din rolle i LKT Antibiotika?

- Som læge i Klinisk Farmakologisk Enhed, er jeg en del af en støttefunktion. Helt konkret kortlægger jeg forbruget af antibiotika ved at trække forbrugsdata ud af vores medicineringssystem. 

- Normalt kigger man på, hvor meget antibiotika en afdeling køber, men ved i stedet at se på, hvordan det bliver brugt, får vi et meget mere detaljeret indblik.

- Derudover, hjælper jeg med opdatering af vores antibiotikaguide og laver nye guidelines.

Hvem hjælper du helt konkret i LKT Antibiotika?

- Jeg hjælper primært de kliniske afdelinger, der er med i LKT, men jeg deltager også i møder med den Regionale Lægemiddelkomite og Specialistgruppen for infektioner, hvor vi også diskuterer tiltag, der kan reducere antibiotikaforbruget.

Kan vores deltagelse i LKT Antibiotika nedbringe forbruget af kritisk antibiotika?

- Ja, for det er jo hele formålet! Problemet kan angribes på flere forskellige måder.

- Vi leverer støtte til de afdelinger som deltager. Men selve ansvaret for at reducere ligger dog fortsat hos afdelingerne, som har forpligtet sig til, at afprøve forskellige tiltag.

- Og selv hvis vi i Region Nordjylland ikke finder de vises sten med det samme, så er LKT jo nationalt, og det er netop tænkt som et forum til løbende udveksling af viden og metoder på tværs af alle regioner.

Kan du pege på andre tiltag, som kan medvirke til at nedsætte forbruget af antibiotika?

- Vi har jo allerede "Antibiotic Stewardship" via Infektionsmedicinsk Afdeling, der besøger forskellige afdelinger i Aalborg og bidrager med assistance.

- Udover at lade de afdelinger, der deltager, arbejde med at reducere forbruget, prøver vi også at finde andre tiltag, der kan gælde for hele regionen. Dette kunne for eksempel være at indføre vejledninger om revurdering af behandling, ændre eller reducere i forebyggende behandling.

- Selv tilbyder jeg alle interesserede afdelinger, at jeg kan komme ud og undervise i rationel antibiotikabrug, afslutter Samuel Azuz.

Opdateret