En uddannelse der taler ind i hverdagen

I år er det tredje gang, at Det Nationale Ledelsesprogram gennemføres, og Mads Nibe, der er viceklinikchef i Klinik Hoved-Orto på Aalborg Universitetshospital, er en af de i alt fire nordjyske deltagere denne gang. Vi har spurgt ham om, hvad det er, uddannelsen er særligt god til.

Et praksisnært ledelsesprogram

Som deltager på Det Nationale Ledelsesprogram skal man løbende arbejde med et projekt, og fordi uddannelsen er meget praksisnær, betyder det ifølge Mads Nibe, at man under forløbet har mulighed for at arbejde med det, man i forvejen skulle have arbejdet med.

Og de nordjyske deltagere kan godt mærke, at de har en fordel, fordi vi mange steder allerede arbejder på den måde, som det bliver anbefalet på forløbet: med fokus på data, tværfagligt samarbejde og korte, intensive forbedringsprocesser i stedet for langstrakte projekter.

- På den måde er det et forløb, der får highlightet, at vi behøver ikke gøre det sværere end det er. Det handler meget om at få skabt nogle relationer, få lavet nogle aftaler og blive enige om, hvordan vi gør tingene. Nogen gange kan vi godt være gode til at gøre ting alt for komplekse, og det er helt sikkert en god reminder i den her uddannelse, at vi skal holde det hele mere enkelt, fortæller Mads Nibe.

Under uddannelsen er der løbende et stort fokus på kvalitet, og det er noget, som er aktuelt at arbejde med for alle ledere i sundhedsvæsenet. Det er med til at gøre forløbet relevant for mange.

- FMK, som jeg arbejder med, er jo også kvalitet, selvom der måske er andre kvalitetsemner, som er mere sexede, eksempelvis noget der handler specifikt handler om nogle patientforløb, men derfor er det jo stadig vigtigt, smiler Mads Nibe.

Kommunesamarbejdet er essentielt

Noget af det som kendetegner uddannelsen er, at den udbydes til både regionale og kommunale ledere, og det er en styrke mener Mads Nibe:

- Jeg vil gerne fremhæve det tværsektorielle element i uddannelsen, fordi jeg synes, at det er genialt, at man laver sådan et forløb med både regionale og kommunale ledere på samme hold, fortæller han.

– Når vi er samlet på uddannelsen, kan man jo se, at de grupper som også har kommunale deltagere, virkeligt profiterer af det. De har mulighed for at skabe et samarbejde om nogle meget konkrete projekter, fortsætter han.

Den nordjyske gruppe er desværre lidt handicappet i denne sammenhæng, fordi der for første gang ikke er en kommunal deltager med på holdet. Det betyder, at muligheden for øget kendskab til hinanden og for at indgå aftaler om samarbejde og udvikling ikke opstår naturligt, sådan som det sker i de andre landsdele.

- Når jeg sidder og kigger på det samarbejde, så bliver det meget tydeligt for mig, at hvis vi skal løse nogle af alle de udfordringer, som vi har i det danske sundhedsvæsen, så er vi altså nødt til at arbejde mere sammen på tværs af sektorer, fortæller Mads Nibe.

- Den indsigt giver mig som leder blod på tanden i forhold til, at det er den vej vi skal gå. Og heldigvis er vi jo allerede rigtig godt i gang i det nordjyske, og vi skal så ”bare” til at gøre det endnu mere, uddyber han.

Fra ledelseskonsulent til leder

Inden Mads Nibe blev ansat som viceklinikchef i Klinik Hoved-Orto havde han i mange år været ledelseskonsulent i Regionens daværende HR-afdeling. Men ønsket om at komme videre og få afprøvet lederrollen på egen krop, havde i lang tid fyldt meget.

- Det var en fantastisk chance jeg fik, da jeg blev tilbudt jobbet, og efter at jeg er kommet i gang, er det blevet meget tydeligt for mig, hvor stor forskellen er. Som ledelseskonsulent skulle jeg altid være meget ”på”, og det skal jeg selvfølgelig også som leder, men det er på en anden måde, fortæller Mads Nibe.

En anden fordel er muligheden for at kunne snævre sit udsyn lidt ind:

- Nu kan jeg tillade mig bare at fokusere på klinikken og på Aalborg UH, og når jeg er i gang med en proces kan jeg vende tilbage til den ad flere omgange. De relationer jeg opbygger nu, er nogen som jeg beholder på en anden måde en tidligere, hvor jeg hele tiden bevægede mig fra et samarbejde til det næste, forklarer han.

Mads Nibe vidste godt at der var meget fokus på data og excel-ark da han skiftede fra konsulent til at være viceklinikchef, men det har slået ham hvor intenst og fokuseret der arbejdes med det.

- Det kan godt nogen gange mane lidt til eftertænksomhed, for er det mon det rigtige vi gør? Vi skal naturligvis ikke stoppe med det fokus på data, for det har bragt meget godt med sig, herunder et meget effektivt sundhedsvæsen med en høj kvalitet. Men er det mon altid det rigtige vi kigger på, og er nogle registreringer overflødige, spørger han.

Noget af det som optager Mads Nibe meget er, om vi skaber de rigtige rammer for vores ledere. De har alle sammen rigtigt mange ”målskiver”, som de skal sigte efter hver eneste dag, og hvordan understøtter man dem bedst muligt i at kunne udfylde deres rolle på en god måde. Derfor mener han, at vi skal huske at bruge noget energi på at arbejde med, hvad god ledelse egentlig er.

- De ledere skal hver dag træffe en masse beslutninger, og jeg er opmærksom på, hvor vigtigt det er, at vi er tæt på dem, og støtter dem i det arbejde. Det gælder specielt i forhold til de nye ledere, ikke fordi de ikke kan, men for at give dem den opbakning. Det er nogle tanker, som jeg har, og noget som jeg prøver at bringe i spil hver dag, afslutter Mads Nibe.

Opdateret