Børneinstitutioner

Alle 5 regioner i Danmark har de seneste år prio­riteret en indsats for at sikre, at børn i børneinstitutioner ikke bliver påvirket af eventuel jordforurening. Den særlige ind­sats skal ses i lyset af, at børn i 0-6 års alderen er mere udsatte og følsomme over for jordfor­urening end voksne.  

Indsats mod PFAS-stoffer i 2023-2024

Region Nordjylland, Jord og Vand, har siden 2021 haft særligt fokus på forurening med PFAS-stoffer. Vi har bl.a. undersøgt en række tidligere brandøvelsespladser, fordi der kan være anvendt store mængder PFAS-stoffer netop her.

I 2023 er vores fokus udvidet til grunde med børneinstitutioner for at afklare, om der her tidligere har ligget virksomheder, der kan have brugt PFAS-stoffer.

Regionens fokus på børneinstitutioner skyldes, at små børn er mere udsatte over for forurenet jord end voksne. Under leg kan børn for eksempel finde på at putte jord og beskidte fingre i munden. Mange grænseværdier for skadelige stoffer - herunder PFAS-stoffer - er fastsat af hensyn til børns sundhed.

Indsatsen har omfattet:

  • Gennemgang af 521 institutioner, som er sammenholdt med regionens database over forurenede og muligt forurenede grunde
  • 3 indledende forureningsundersøgelser

Undersøgelserne blev udført i 2023-2024 og er nu afsluttet uden fund af PFAS på de 3 institutioners legepladser.

 

 

 

 

 

 

PFAS-forurenet jord på børneinstitutioner behøver dog ikke være problematisk, lyder det fra Paula E. C. Hammer, der er speciallæge i arbejds- og miljømedicin og klinisk toksikolog på Bispebjerg Hospital og Holbæk Sygehus. Ofte er der ikke bar jord, men græs, og sandkasser med bund i børneinstitutioner. Derudover er optagelse af PFAS via huden ved kontakt med forurenet jord begrænset. Og endelig er de almindelige råd om at vaske hænder, efter børnene har leget udenfor, med til at begrænse den i forvejen lille optagelse gennem huden. Det er godt og rart at lege udendørs og få frisk luft, så det skal børn og personale endelig fortsætte med, siger Paula E. C. Hammer.

Regionen har kontaktet alle de nordjyske kommuner for at få oplyst adresser på børneinstitutionerne i hver enkelt kommune.

Regionen har sammenholdt adresserne med vores oplysninger om grunde, hvor der kan have været anvendt PFAS-stoffer. Vi har identificeret 3 børninstitutioner, hvor der i marts/april 2024 er udført indledende forureningsundersøgelser. Regionen har ikke konstateret forureningsniveauer i jorden over jordkvalitetskriterierne i nogen af institutionerne.

Indsats mod forurening på børneinstitutioner 2008-2012

Region Nordjylland har i perioden 2008-2012 gennemført en indsats rettet mod jordforurening på samtlige børneinstitutioner i regionen. Indsatsen har samlet omfattet:

  • 504 miljøhistoriske redegørelser 
  • 102 indledende forureningsundersøgelser
  • 6 videregående forureningsundersøgelser
  • 4 afværgeprojekter

Det betyder, at der på 1 % af børneinstitutionerne i Regionen blev konstateret jordforurening, hvor forureningsniveauet var så kraftigt, at fjernelse af den forurenede jord var nødvendig.  

På de resterende undersøgte børneinstitutioner er der konstateret forureningsniveauer i jorden under jordkvalitetskriterierne eller mellem jordkvalitetskriterierne og afskæringskriterierne (lettere forurenet). Her er det kommunerne, der har ansvaret for rådgivning på institutionerne.

Opdateret