Screening for brystkræft
Hvad er en mammografiscreening?
Mammografiscreening er en røntgenundersøgelse af brystet. Ved undersøgelsen er det muligt at påvise eventuel brystkræft så tidligt i forløbet, at en kræftknude endnu ikke kan føles. Jo mindre en knude er, når den opdages, jo større er muligheden for helbredelse og for en operation, der bevarer brystet.
Værd at vide om screening for brystkræft
Se video om screening for brystkræft
Videoen beskriver hvordan du finder vej til Mammografiscreening på Aalborg Universitetshospital. Videoen viser desuden, hvordan mammografiscreening foregår - dette er det samme uanset på hvilket hospital, du får foretaget undersøgelsen.
Information fra Sundhedsstyrelsen om screening for brystkræft
Midlertidige forsinkelser i indkaldelser til brystkræftscreening
Der har i en periode fra efteråret 2022 til sommeren 2023 været forsinkelse i Region Nordjyllands indkaldelse af kvinder til brystkræftscreening.
Almindeligvis vil alle kvinder i alderen mellem 50 og 69 år bosiddende i regionen få tilbud om screening for brystkræft hvert andet år +/- 3 måneder. Der er i perioden gået op mod 2 år og 7 måneder fra sidste screeningstilbud til indkaldelse til ny screening.
Forsinkelserne skyldes blandt andet udfordringer med manglende personale, og at undersøgelser for kvinder med symptomer på brystkræft prioriteres.
Region Nordjylland har i perioden arbejdet hårdt på at mindske forsinkelserne, og kvinder indkaldes pt. med forsinkelser på få dage ud over de anbefalede 2 år og 3 måneder. Situationen forventes normaliseret i løbet af efteråret 2023, så alle kvinder igen indkaldes rettidigt til brystkræftscreening.
Ingen kvinder har mistet et screeningstilbud på grund af forsinkelsen.
Kvinder forsinket i brystkræftscreeningsprogrammet, som efterfølgende har fået konstateret brystkræft, og hvor der er sandsynlighed for skade grundet forsinkelsen, vil modtage henvendelse fra Region Nordjylland via Digital Post med vejledning om mulighed for at søge erstatning ved Patienterstatningen. Kvinder screenet i perioden behøver dermed ikke selv tage kontakt til Mammografiscreeningen.
Region Nordjylland følger kriterier og anbefalinger fra Patienterstatningen i forhold til, hvilke kvinder der informeres om forsinkelse og mulighed for at søge erstatning. Patienterstatningen fastslår blandt andet, at ved forsinkelser på 30 dage eller mindre bliver der hverken ændret på den behandling, man skal igennem eller på ens overlevelsesprognose. Derfor vil man ikke kunne få erstatning for forsinkelser på 30 dage eller mindre.
Kontakt
In English
Opdateret