2030 - Nyt uddannelseslandskab med EPX
Attraktive lokale uddannelser for unge og voksne
Der skal være gode og attraktive uddannelsesmuligheder i hele landet for både unge og voksne. I Region Nordjylland er der fokus på, at det skal blive ved med at være attraktivt at vælge en lokal uddannelse, og at alle uddannelser og institutioner er bæredygtige og af høj kvalitet. Omlægningen af uddannelseslandskabet, som bl.a. indfører en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse kaldet EPX, skal derfor ske ud fra ambitiøse politiske pejlemærker. Disse skal afspejle, at omlægningen er kompleks og uden nemme og hurtige løsninger.
Børne- og Undervisningsministeriet koordinerer processen for omlægning af landets uddannelser og institutioner. I dette arbejde inddrages bl.a. regionerne og de uddannelsesinstitutioner, der udbyder ungdoms- og voksenuddannelser. Arbejdet med at forberede grundlaget for et ændret uddannelses- og institutionslandskab igangsættes for alvor i 2026.
I Nordjylland har Nordjysk Forum for Ungdomsuddannelser en central plads i processen. Det fælles forum giver en ramme for drøftelser på tværs af uddannelser og skoler samt mellem skoler og Regionsrådspolitikere. Derudover medvirker drøftelserne i forummet til at styrke relationerne og fastlægge fælles overgangsindsatser og udviklingsprojekter på området.
Region Nordjylland bestræber sig på mest mulig åbenhed og transparens i processen. De fælles drøftelser vil blive suppleret af lokale møder med skoler, kommuner og evt. andre relevante aktører for at få alle perspektiver med.
Mere information
EPX, erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse
Hos Børne- og Undervisningsministeriet kan du læse mere om EPX, den erhvervs- og professionsrettede gymnasieuddannelse.
Kontakt
Opdateret