SMaRT - Sustainable Mobility and Rural Transportation

Med ønske om at omstille til mere bæredygtig mobilitet deltager Region Nordjylland sammen med såvel danske som svenske partnere i projektet SMaRT - Sustainable Mobility and Rural Transportation.

Hvad er SMaRT?

SMaRT-projektet er et EU Interreg-projekt med partnere både i Danmark og Sverige. Projektets hovedformål har været at øge andelen af bæredygtig transport og på sigt skabe en ændret rejseadfærd hos befolkningen. Region Nordjylland har sammen med Nordjyllands Trafikselskab (NT) deltaget i projektet med en case omkring unges mobilitetsvaner, hvor de unge med stor succes selv har været med til at finde på forbedringer til deres egen mobilitet.

Hvorfor unges mobilitet?

Regionen gik med i projektet for at understøtte omstilling til mere bæredygtig mobilitet ved brug af samskabelse og adfærdsændringer, hvilket ligger i tråd med Regionens Klimastrategi og Masterplanen for Bæredygtig Mobilitet. Der er en særlig problemstilling om at sikre god mobilitet for de unge, som går på ungdomsuddannelserne i regionens mere tyndtbefolkede områder. Regionen har derfor haft fokus på at sikre en mobilitet, som ikke er afhængig af, at den unge har egen bil – også i disse områder.

Samskabelse med unge fra Brønderslev Gymnasium

Regionen og NT har arbejdet sammen med elever på Brønderslev Gymnasium i Nordjylland for at få en større forståelse for deres mobilitetsvaner og hvilke barrierer de oplever. Gennem tre workshops har Regionen fået et indblik i, hvilke barrierer der gør, at de unge fravælger bæredygtig transport og tilvælger bilen. Eleverne kom selv frem til forskellige ideer og tiltag, der kan bidrage til, at den bæredygtige mobilitet bliver et attraktivt valg fremfor bilen. Da ideerne var fundet, præsenterede de dem i et setup, hvor hver gruppe havde fem minutter til at pitche deres ide. De to bedste idéer vandt, og de er blevet implementeret efterfølgende.

Region Nordjylland og Nordjyllands Trafikselskab har i samarbejde med Brønderslev Kommune og DSB fået sat skilte op langs stien til og fra stationen og gymnasiet, samt fået sat dekorativ folie op på stationen, så den fremstår mere indbydende.

Samskabelsesprocessen med Brønderslev Gymnasium gav en stor viden og forståelse for de studerendes mobilitetsvaner. Den viden og forståelse var med til at sikre, at de løsninger Regionen fandt frem til også passede til de unges behov.

Opdateret