Hvad skal der ske før en ansøgning om abort kan behandles i Samrådet for abort og sterilisation?

Hvis man ønsker abort, skal man henvende sig hos en praktiserende læge. Lægen henviser kvinden til skanning på det nærmeste sygehus med en gynækologisk afdeling. Skanningsresultatet er nødvendigt, fordi samrådet har behov for at vide helt nøjagtigt, hvor langt man er i graviditeten.
Herefter sender sygehuset papirerne til Samrådet for abort og sterilisation.

Man kan søge om abort enten på genetisk indikation eller på social indikation. 

Genetisk indikation betyder, at der er tale om alvorlige sygdomme i fostertilstanden og afgørelsen træffes udelukkende på baggrund af de lægelige oplysninger.

Social indikation betyder, at der er tale om at man ønsker abort på grund af sin sociale situation, og så indkaldes man til en samtale med en socialrådgiver.

Her får man mulighed for at fortælle om sin situation og andre forhold som kan være af betydning for muligheden for at tage vare på et barn.

Samtalen med socialrådgiveren varer ca. 1-1½ time og foregår indenfor normal arbejdstid.

I særlige tilfælde – fx hvor man er meget langt henne i graviditeten – indkaldes man også til en samtale med en psykiater.

Hvor foregår samtalerne?

Samtalen med socialrådgiveren foregår som udgangspunkt mandage og torsdage i Regionshuset, Niels Bohrs Vej 30, 9220 Aalborg Øst.
Samtalen med psykiateren foregår i psykiaterens praksis.

Hvornår træffes afgørelsen?

Samrådet for abort og sterilisation i Region Nordjylland træffer som hovedregel afgørelse dagen efter samrådet har modtaget papirerne fra sygehuset eller dagen efter samtalen med socialrådgiveren. 

Man får telefonisk besked om afgørelsen hurtigst muligt efter samrådet har truffet en beslutning.

Hvad sker efter afgørelsen?

Hvis der gives tilladelse til abort, kontakter samrådssekretariatet det sygehus, hvor aborten skal foretages. Sygehuset eller samrådets sekretariat giver hurtigst muligt besked om, hvornår man skal møde på sygehuset.

Kan en afgørelse ankes?

Hvis der gives afslag på en ansøgning om abort, kan kvinden eller forældremyndighedsindehaveren klage over afslaget. I de tilfælde hvor der gives tilladelse mod forældrenes protest, kan forældremyndighedsindehaveren klage over tilladelsen.Ankenævnet træffer afgørelse i løbet af få dage.

Klage sker enten ved at man telefonisk henvender sig til samrådets sekretariat, som sender sagen videre, eller ved at man selv kontakter Ankenævnet for svangerskabsafbrydelse og sterilisation.

Ankenævnet for svangerskabsafbrydelse og sterilisation
Sundhedsstyrelsen
Afdelingen for kvalitet, overvågning og tilsyn
Islands Brygge 67
2300 København S
Tlf. nr. 72 22 75 71

Opdateret