Vævsanvendelsesregister

Blod- og vævsprøver kan opbevares i biobanker
Langt de fleste blod- og vævsprøver, der tages på behandlingsstederne, bliver destrueret umiddelbart efter, at prøven er analyseret. Men der er tilfælde, hvor behandlingsstedet ønsker at opbevare prøven, f.eks. til forskning. 
Hvis du ikke foretager dig noget, vil behandlingsstedet opbevare prøverne på betryggende vis.  Hvis du ønsker selv at bestemme, hvad der skal ske med dine blod- og vævsprøver, har du tre nye muligheder:
  1. Du kan beslutte, at dine blod- og vævsprøver kun må bruges til behandling af dig selv. Det gør du ved at tilmelde dig Vævsanvendelsesregisteret. Dit ønske står derefter i Sundhedsstyrelsens Vævsanvendelsesregister, som alle biobanker skal kontakte før de udleverer vævsprøver til forskning eller andet, der ikke angår din behandling. Registeret skal kun benyttes for vævsprøver udtaget efter 1. september 2004.
  2. Du kan anmode om, at prøverne bliver destrueret. Kun i meget særlige tilfælde kan den ansvarlige for biobanken afvise dette.
  3. Endelig kan du anmode om, at prøverne bliver udleveret til dig selv. Dette kræver, at du har særlige grunde, såsom at de skal bruges i forbindelse med anden behandling.

I de sidste to tilfælde skal du selv henvende dig til den læge eller det sygehus, som har blod- eller vævsprøverne. Alle forsøgsprojekter, der omfatter menneskeligt biologisk materiale skal godkendes af en videnskabsetisk komité (se under videnskabelige forsøg). 

Private biobanker

Hvis du bliver kontaktet eller selv tager kontakt til en privat biobank, hvis formål er at opbevare blod- eller vævsprøver - f.eks. stamceller fra navlesnorsblod fra dit nyfødte barn - har du krav på at få udarbejdet en skriftlig aftale om opbevaring af prøverne.

Undtagelser

Ovenstående regler omfatter ikke alt blod og væv. For blod givet til blodbanker, æg og sæd til kunstig befrugtning samt organer til transplantationer gælder særlige regler.

Få vejledning ved Patientkontoret

Du er velkommen til at kontakte Patientkontoret, hvis du ønsker vejledning om dine rettigheder som patient.