Region Nordjylland er fra naturens hånd rig på råstoffer af forskellig art, og der indvindes hvert år store mængder sand, sten, ler, kalk, kridt, moler og sphagnum til byggeri, anlægsarbejder, industrien og jordbrugserhvervene i hele regionen.
I råstofplanen skal der både tages hensyn til det fremtidige behov for råstoffer, erhvervsinteresser samt natur- og miljøinteresser.
Råstofplanen udlægger de arealer og opstiller overordnede retningslinjer, der styrer, hvor og hvordan råstofindvindingen skal foregå. I Råstofplan 2016 er der udlagt cirka 120 graveområder, hvor Regionsrådet kan give tilladelse til råstofindvinding.
Fakta om råstofindvinding i Nordjylland
I Nordjylland indvindes der sand, grus, sten, ler, kalk, moler, og tørv. Langt de største mængder er sand, grus, sten og kalk.
Råstoffer indvindes i det åbne land, og selvom kun ca. 1,5 procent af regionens areal er udlagt til råstofindvinding, påvirkes både mennesker og vores natur og miljø af indvindingerne og den transport af materialerne der følger med. Derfor vil der også være mange holdninger til, hvor og hvordan råstofferne indvindes.
Graveområder er arealer, hvor råstofforbrugende virksomheder kan søge tilladelse til at indvinde råstoffer.
Cirka 120 graveområder er i Råstofplan 2016 med til at sikre forsyningen af kvalitetsråstoffer en lang årrække fremover.
Den samlede indvinding har i de seneste 12 år i gennemsnit været knap 6,5 mio. m3/år. I den første del af perioden (årene 2006-2008) lå indvindingen i gennemsnit på 8 mio. m3/år. For årene 2009-2015 var indvindingen, som følge af nedgangen i byggeriet efter finanskrisen ca. 5,5 mio. m3/år - et fald på mere end 25 %. I de senere år har indvindingen igen været stigende blandt andet som følge af ny aktivitet i byggeriet.
Sand, grus og sten er det råstof der indvindes mest af, idet ca. 2/3 af den samlede indvinding stammer herfra. Kalk/kridt spiller også en vigtig rolle i Nordjylland, specielt i området langs Limfjorden. Ler, moler og tørv indvindes, sammenlignet med de øvrige regioner, også i større mængder i Region Nordjylland.
Du kan læse mere om råstofindvindingen i Danmark på Danmarks Statistik
Du kan finde Råstofplan 2016 her
Redegørelsen for revision af Råstofplan 2016 finder du her
Debatoplægget for Råstofplan 2020 finder du her