Ønsker du at rapportere en utilsigtet hændelse?
Oplever du at ’noget gik galt’ eller ’var tæt på at gå galt’ i din eller din pårørendes kontakt med sundhedsvæsenet, vil vi meget gerne høre om det, så vi kan lære af det. Derved kan vi mindske risikoen for, at andre patienter kommer til skade eller får en dårlig oplevelse.
Hvordan gør jeg?
I Danmark har vi et nationalt system til rapportering af de såkaldte utilsigtede hændelser. Systemet hedder Dansk Patientsikkerhedsdatabase (DPSD). Systemet bruges af både sundheds personale og patienter og pårørende til at fortælle om de hændelser, de har oplevet. Du kan rapportere utilsigtede hændelser til hele sundhedsvæsenet i samme system fx til sygehuse, praktiserende læger, vagtlægen, ambulanceberedskabet, apotekerne og plejehjem mv.
Rapportering sker via hjemmesiden www.stps.dk, hvor du kan læse mere om systemet. Du kan også læse mere i vores pjece ’Hvis noget er gået galt’ - eller gå direkte til rapporteringsskemaerne:
Hvis du er patient eller pårørende:
Rapportering for patienter og pårørende
Hvis du er sundhedsperson:
Rapportering for sundhedspersoner
Hvad er en utilsigtet hændelse?
Utilsigtede hændelser dækker både over fejl, nærved fejl og komplikationer. En god tommelfingerregel er, at hvis du har oplevet noget, hvor du tænker, at ’her kunne sundhedsvæsenet lære noget til gavn for patientsikkerheden’, så kan det rapporteres som en utilsigtet hændelse.
Formål med rapportering af utilsigtet hændelser
Rapporterings systemet har til formål at forbedre patientsikkerheden ved at skabe læring af de hændelser, der sker i sundhedsvæsenet. Læringen skal bruges til at forebygge, at lignende hændelser ikke sker for andre patienter.
Andre muligheder
Utilsigtede hændelser er udelukkende et lærende system. Det kan ikke bruges til iværksættelse af disciplinære undersøgelser eller sanktioner overfor sundhedspersoner. Hvis du rapporterer en utilsigtet hændelse, er det ikke det samme som at klage. Udover muligheden for rapportering af utilsigtede hændelser, har du også mulighed for at klage og for at søge erstatning.
Hvad sker der med min rapportering?
I det skema, du udfylder til rapportering af hændelsen, skal du angive, hvor i sundhedsvæsenet hændelsen er sket. Skemaet sendes derefter automatisk til det sted, du har angivet. Hvis hændelsen fx er sket på en sygehusafdeling, så sendes den til analyse i den pågældende afdeling. Hændelsen analyseres ud fra spørgsmålene:
- Hvad skete der?
- Hvordan kunne det ske?
- Hvordan kan vi forebygge, at det sker igen?
Hvem kan jeg kontakte?
Du er altid velkommen til at kontakte Patientkontoret, hvor patientvejlederne kan give dig yderligere vejledning om dine muligheder – både for at rapportere utilsigtede hændelser, klage eller søge erstatning.
Pjecer
Rapportér en utilsigtet hændelse
Kontakt
Patientkontor
Telefon
97 64 80 10Mandag-fredag kl. 9.00-12.00
Sikker mail
Skriv til os med Digital Post (login med MitID)Region Nordjylland
9220 Aalborg Øst
Opdateret