Elev

Vores elevuddannelser giver dig gode kort på hånden og er et stort skridt på vejen mod et spændende job.

Bliv elev hos os

I Region Nordjylland kan du blive elev inden for en lang række forskellige erhvervsuddannelser. Elevpladserne findes både i Regionens fællesadministration, på sygehusene, i psykiatrien og i specialtilbuddene.

Uddannelsernes længde varierer fra uddannelse til uddannelse, og er på 37 timer ugentligt eller efter aftale. Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst.

Her på siden kan du danne dig et overblik over alle de uddannelser, hvor vi løbende ansætter elever.

Indkøbselev i Region Nordjylland - mød Johnvør

JohnvørUnder min elevtid som indkøbselev har jeg udviklet mig fagligt og personligt. Operationelt Indkøb varetager mange forskellige opgaver og derfor er ikke to dage ens. Vi indkøber alt fra kuglepenne til hjerteklapper og derfor varierer arbejdsopgaverne meget, alt efter hvilke varer man indkøber.

Under min elevtid har jeg fået lov til at indgå i de forskellige teams, som indkøb består af. Jeg har fået indblik i bogføring, datahåndtering, kontraktstyring samt de driftbaserede opgaver, der følger med indkøbsprocessen. Jeg fik hurtigt tildelt faste opgaver, som jeg fik ansvar for at udføre, og i takt med at jeg var klar til at tage mere ansvar, blev opgaverne også mere omfattende.

En stor del af min arbejdsdag foregår bag skærmen på kontoret, men under elevtiden er der sat nogle dage af til, at jeg kan komme på vores centrallager og ud på sygehuset for at stifte bekendtskab til de logistiske opgaver, der er en del af indkøbsprocessen. Logistik og lagerstyring er en stor del af arbejdet som indkøber, og derfor er det vigtigt, at jeg får kendskab til, hvordan disse opgaver bliver udført.

Som indkøbselev i Region Nordjylland er der ikke grænser for, hvor meget man kan få ud af sin uddannelse. Det er muligt at tage så meget ansvar som man har lyst til og man får lov til at dygtiggøre sig indenfor det område man finder mest interessant. Hvis man har lyst, kan man også blive en del af elevklubben, som består af andre elever i Regionen. Her bliver der afholdt elevfrokoster en gang om ugen, samt elevmøder, hvor der er mulighed for at drøfte faglige såvel som personlige emner.

 

Kontorelev med speciale i offentlig administration - mød Julie

JulieStillingen som kontorelev med speciale i offentlig administration i Regionen giver mig mulighed for at udvikle mig fagligt såvel som personligt. Jeg oplever, at mine kolleger har tillid til, at jeg kan løse opgaverne. Som elev er jeg ansat på lige fod med mine kollegaer, hvor jeg får ansvar og har en god kombination af rutineopgaver og andre alsidige opgaver.

Gennem min elevtid kommer jeg rundt i forskellige afdelinger med varierende opgaver, hvilket giver mig større muligheder efter endt uddannelse. Der er lavet en praktikplan for hvad jeg skal lære gennem uddannelsen. Jeg kan godt lide kombinationen af at lære noget teoretisk på skolen og afprøve det i praksis i dagligdagen.

Den første periode, hos Løn og Personale, var jeg lønkonsulent for mine egne afdelinger. Jeg har blandt andet deltaget i møder i Regionshuset og på andre lokationer. Derudover har jeg både kontakt med borgere og ansatte i sundhedssektoren. Efter mit skifte til afdelingen, Kontoret for Patientbefordring, er mine opgaver at hjælpe patienter, pårørende og sundhedspersonalet i forbindelse med befordring samt træffe juridiske afgørelser.

Region Nordjylland er en stor arbejdsplads, hvor der er mulighed for at skabe gode relationer og få et godt netværk. Der er altid hjælp at hente hos mine kollegaer, som gerne deler ud af deres viden og erfaringer. Vi elever har et godt sammenhold, hvor vi sparrer med hinanden og elevklubben arrangerer både faglige og sociale ture.