Får du behov for sygehusbehandling, mens du midlertidigt opholder dig i Danmark, vil du blive opkrævet betaling for den akutte og den fortsatte sygehusbehandling medmindre du er omfattet af EU-reglerne eller en af de øvrige undtagelser.
Det betyder, at du i forbindelse med din undersøgelse og behandling på et sygehus, vil blive opkrævet betaling for de ydelser du har modtaget.
Du vil i udgangspunktet ikke blive opkrævet betaling, hvis:
- Du har et gyldigt særligt sundhedskort (udløbsdatoen må ikke være overskredet)
- Du har et gyldigt EU-sygesikringskort – EHIC (udløbsdato må ikke være overskredet)
- Du kan fremvise gyldig erstatningsblanket for det blå EU-sygesikringsbevis
- Du kan dokumentere bopæl i et af de nordiske lande (Sverige, Norge, Finland eller Island) ved fremvisning af ID oplysninger
- Du kan dokumentere bopæl på Færøerne eller Grønland ved fremvisning af ID oplysninger
- Du kan dokumentere, at du er under 18 år på behandlingstidspunktet ved fremvisning af ID oplysninger
- Du er under Udlændingestyrelsens forsørgelse (asylansøgere, udlændinge uden lovligt ophold, ansøgere om humanitær opholdstilladelse)
- Diplomater med opholdstilladelse fra Udenrigsministeriet (særligt sundhedskort)
Er du ikke i besiddelse af den nødvendige dokumentation for retten til vederlagsfri akut og fortsat sygehusbehandling, vil du blive opkrævet betaling. I hvilket omfang du har mulighed for at søge refusion i dit hjemland, er de danske sygehusmyndigheder uvedkommende.