Det blå EU-sygesikringskort er et kort, der viser, at du har ret til behandling på samme vilkår som borgerne i det land, du rejser i.
Hvis du har spørgsmål om det blå EU-sygesikringskort, kan du kontakte Patientkontoret.
Refusion af udgifter
Hvis du har haft udgifter til behandling i et EU/EØS-land, har du måske mulighed for at få refusion.
1. Refusion efter reglerne om det blå EU-sygesikringsbevis
Du har vist dit blå EU-sygesikringskort i udlandet
Hvis du har vist dit blå EU-sygesikringskort og alligevel fået en regning, så har du sandsynligvis haft udgifter til egenbetaling, som ikke kan refunderes. Det kan ske, hvis du har modtaget behandling
- ved en privat praktiserende læge, speciallæge eller lignende, (som har overenskomst med sygesikringen i det land, hvor du modtager behandlingen) eller
- på et offentligt hospital i et EU/EØS-land eller Schweiz.
Du har IKKE vist dit blå EU-sygesikringskort i udlandet
Har du ikke vist det blå EU-sygesikringskort, eller har du fået en regning på mere end egenbetalingen kan du sende en ansøgning og alle originale bilag til Styrelsen for Patientsikkerhed, EU-Sygesikring. Vær opmærksom på, at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke sagsbehandler henvendelser vedrørende privatpraktiserende sundhedspersoner og hospitaler, som ikke er en del af den offentlige sygesikring i landet.
2. Refusion efter danske regler
Du kan søge om tilskud ved Region Nordjylland, hvis du er behandlet:
- ved praktiserende sundhedspersoner (både med og uden overenskomst med sygesikringen i EU/EØS-landet – dog ikke Schweiz) eller
- på et hospital (både med og uden overenskomst med sygesikringen i landet) i et EU/EØS-land – dog ikke i Schweiz.
Udgifter til behandling refunderes med det beløb, som behandlingen koster i Danmark.
Hvis du vil ansøge Region Nordjylland om refusion, skal du udfylde et ansøgningsskema om tilskud til behandling i EU/EØS-lande efter danske regler.
Download ansøgningsskema til refusion
Hvis en anden person ansøger på dine vegne, skal du udfylde en fuldmagtsblanket.
Download fuldmagtsblanket
Du kan indsende din ansøgning til Region Nordjylland
- via din e-boks. Du skal logge på din e-boks med MitID. Husk at vedhæfte skemaet i en sikker digital postmeddelelse, inkl. den nødvendige dokumentation.
- med almindelig post. Husk at vedlægge den nødvendige dokumentation. Ansøgningen skal sendes til
Region Nordjylland
Patientdialog
Niels Bohrs Vej 30
9220 Aalborg
Hvis du har spørgsmål til din ansøgning, kan du kontakte Patientkontoret.