Kan jeg stoppe, kan du også - Hjælp til rygestop
Medvirkende:
Line (29), Jesper (41) og Henrik (51) er alle tidligere rygere, der har været gennem et rygestopforløb hos Rebild Kommune.
Nikoline Telling, ergoterapeut og rygestopvejleder i Rebild Kommune.
Podcasten er udgivet af Region Nordjylland i samarbejde med Rebild Kommune og er produceret af Ostertag – Podcast & Kommunikation.
Afsnit 1
I dette første afsnit af podcasten zoomer vi ind på alt det, der går forud for et rygestop.
Det handler om de ubevidste tanker om at kvitte smøgerne, og senere de mere konkrete overvejelser. Opvejning af fordele og ulemper, som kan munde ud i motivationen til at gå i gang.
Og allerede i dette indledende forløb kan kommunens rygestopvejleder hjælpe med at finde troen på, at det kan lade sig gøre at lægge cigaretterne på hylden.
Afsnit 2
I afsnit 2 af podcasten kan du høre om den forberedelse, som ifølge rygestopvejleder Nikoline Telling er så vigtig for at rygestoppet holder på den lange bane.
Men du kan også høre om den støtte og nogle af de redskaber, som en rygestop-deltager får tilbudt hos den kommunale rygestopvejleder – for eksempel nikotinerstatning og en rygestop-app.
Og så kommer det selvfølgelig også til at handle om rygetrang og ændring af vaner – og faktisk også om at holde en pause fra rygestoppet.
Afsnit 3
I afsnit 3 kan du høre, hvordan man bliver ved med at være røgfri efter rygestoppet og hvad man gør, hvis man falder i.
For eksempel er festrygning no-go, hvis rygestoppet skal holdes.
Og så kan du selvfølgelig også høre om nogle af de mange gevinster, der er ved at kvitte tobakken.
Opdateret