Digital Post fra Region Nordjylland
Hvad er Digital Post, og hvor kan jeg læse den?
Digital Post er digitale breve, som du tidligere har modtaget som et almindeligt brev i postkassen ved din bolig.
Den Digital Post du får fra offentlige myndigheder, kan du læse på borger.dk eller i Digital Post-appen. Du kan også vælge at læse din post fra offentlige myndigheder på e-Boks og mit.dk, hvor du også modtager post fra virksomheder, som gør brug af disse platforme – det kan f.eks. være post fra din bank eller dit forsikringsselskab.
Alle steder skal du logge på med MitID. Digital Post sendes krypteret, og sikkerheden er meget høj.
Har du modtaget en mistænkelig sms eller mail fra os?
Region Nordjylland vil aldrig bede om dit cpr nummer, MitID-oplysninger eller andre personlige oplysninger i sms eller mail.
Slet sms eller mail og klik ikke på links.
Vi kommunikerer kun via digital post, som du kan læse i e-boks, borger.dk eller digital post-app.
Se mere på sikkerdigital.dk. Her er også hjælp at hente, hvis du har klikket på linket og givet dine oplysninger.
Her finder du bilagene til dit indkaldelsesbrev
Udover brevet med tid og sted vil der ofte være en række bilag til dit indkaldelsesbrev fra hospitalet. Bilagene indeholder vigtige oplysninger om fx forberedelser til din aftale, information om den undersøgelse eller behandling, du skal have, samt dine patientrettigheder. Det er forskelligt, hvor du finder bilagene til din indkaldelse. Det afhænger både af, hvilken visningsklient du benytter, fx borger.dk, e-Boks eller mit.dk, og om du anvender computer eller app.
Du kan herunder se, hvor du finder bilagene i den visningsklient, du bruger.
Få besked om ny Digital Post
Det er vigtigt, at du husker at tjekke Digital Post, ganske ligesom du tjekker din almindelige postkasse. Når du er logget på Digital Post, kan du indtaste din e-mail og mobilnummer, så du kan få automatisk besked om ny Digital Post. På den måde minimerer du risikoen for at gå glip af vigtige breve, som for eksempel et indkaldelsesbrev fra hospitalet.
Ikke alt post kan sendes digitalt
Det er ikke alt post, der kan sendes digitalt. Hvis et hospital f.eks. har behov for at sende prøveglas, plastre eller andre fysiske effekter, vil det naturligvis være nødvendigt at sende fysisk post. Børn under 15 år vil også fortsat modtage post fra det offentlige som almindelige papirbreve. Husk derfor at tjekke både Digital Post og din almindelig postkasse.
Giv læseadgang til andre
Du kan give en eller flere du stoler på adgang til at læse din Digital Post. Det kan du selv gøre på borger.dk, Digital Post-appen, e-Boks eller mit.dk. Du kan også få hjælp på Borgerservice i din kommune. Hvis du ønsker det, kan du til enhver tid trække læseadgangen tilbage igen.
Husk at det stadig er dit eget ansvar at sørge for, at din Digital Post bliver læst, selvom du har givet læseadgang til pårørende.
Bliv fritaget for Digital Post
Du kan blive fritaget for at modtage Digital Post, hvis du lever op til mindst én fritagelsesårsag, f.eks. fysisk funktionsnedsættelse, sprogvanskeligheder eller manglende adgang til computer og internet. Borgerservice i din kommune kan hjælpe dig med at vurdere din sag.
Se videoklip om Digital Post
Ofte stillede spørgsmål
In other languages
Learn more about Digital Post, and what it means for you.
Har du brug for support?
Borger.dk - tlf. 1881
Mandag - torsdag: kl. 8.00-22.00
Fredag: kl. 8.00-18.00
Digital Post - tlf. 82 30 32 30
Mandag - fredag: kl. 9.00-20.00
Lørdag og søndag: kl. 11.00-17.00
Helligdage: kl. 10.00-15.00
MitID - tlf. 70 80 25 80
Mandag - fredag kl. 8.00-20.00
Weekend og helligdage kl. 10.00-16.00
mit.dk/brug-for-hjaelp
Opdateret