Du kan blive visiteret til befordring af Region Nordjylland, hvis du som patient skal til og fra undersøgelse eller behandling på hospitalet og ikke er i stand til at benytte dig af offentlige transportmidler af helbredsmæssige årsager.
Retten til befordring gælder kun fra din folkeregisteradresse til hospitalets adresse og retur.
Du har ikke nødvendigvis ret til befordring både ud og hjem i forbindelse med behandling. Det er en sundhedsfaglig vurdering af din helbredstilstand, der afgør, om du har ret til befordring.
Sådan gør du, hvis du ønsker at blive visiteret til befordring
Hvis du ønsker befordring, skal du ringe til Kontoret for Patientbefordring tidligst 14 dage før og gerne senest 1 hverdag før behandlingen, på hverdage i tidsrummet 8.00-12.00.
Du skal
- have dit indkaldelsesbrev ved hånden
- indtaste dit personnummer
- oplyse navnet på det hospital og den afdeling, hvor du skal til undersøgelse eller behandling.
Herefter vil vi stille dig en række spørgsmål, der skal være med til at afklare dit helbredsmæssige behov for befordring.
Vi kan i forbindelse med afklaringen bede dig om
- dokumentation for din helbredsmæssige tilstand eller
- samtykke til, at vi må indhente relevante oplysninger for, at vi kan afklare dit behov.
Kontakt ved akut opstået behov for befordring
Har du undtagelsesvis fået en akut aftale på hospitalet - det vil sige samme dag, som du modtager indkaldelsen, eller dagen efter - har du mulighed for at kontakte os mellem kl. 12.00 og 15.30 med henblik på at bestille befordring.
Fra kl. 15.30-8.00 samt i weekend og helligdage bliver du stillet videre til FlexDanmark, som varetager din bestilling.
Vær opmærksom på, at vi i disse tidsrum kun tager imod opkald fra patienter med akut opstået behov.
Vi benytter samkørsel
Når du benytter dig af vores tilbud om befordring, er der tale om samkørsel. Det vil sige, at der godt kan være andre i bilen, og at bilen ikke nødvendigvis kører direkte, hvilket kan give ekstra køretid for dig. I særlige situationer, hvor det er sundhedsfagligt dokumenteret, kan der køres solo og direkte.
Vi planlægger befordringen, så du ankommer rettidigt til din aftale.
Befordring til hospitalet
Du kan blive afleveret på hospitalet op til 1 time før din aftale.
Befordring fra hospitalet
Du kan blive afhentet på hospitalet op til 1 time efter din aftale. Har du været indlagt, kan der gå op til 4 timer, fra du bliver udskrevet og til du bliver hentet.
Befordring ved frit eller udvidet frit sygehusvalg
Du skal selv sørge for samt betale for din transport, hvis du har valgt at flytte din undersøgelse eller behandling til et andet offentligt eller privat hospital, som ikke er en del af Region Nordjyllands eget behandlingstilbud.
Hvis du opfylder betingelserne for befordringsgodtgørelse, kan du være berettiget til en delvis befordringsgodtgørelse. Den delvise befordringsgodtgørelse svarer til de udgifter, du ville have haft ved at benytte det billigste forsvarlige transportmiddel til det nærmeste hospital i Region Nordjylland, hvor du kunne være blevet behandlet.
Ledsagelse i forbindelse med befordring
Det er vigtigt, når du bestiller befordring, at du fortæller os, hvis du har behov for at blive fulgt ind på afdelingen. Så aftaler vi, at chaufføren følger dig ind.
Det er kun muligt at få ledsager med i befordring, hvis det er nødvendigt på grund af din helbredsmæssige tilstand. Vi skal visitere din ledsager til befordringen.
Befordring bestilles alene ud fra din helbredsmæssige tilstand.
Ledsager til børn
Udgangspunktet er, at der ikke kræves dokumentation til udgiften til ledsagelse af børn op til 18 år.
Husk at afmelde din patientbefordring
Hvis du alligevel ikke får brug for din patientbefordring, skal du hurtigst muligt give besked til Kontoret for Patientbefordring på 97 64 80 30. Det er vigtigt, at du melder afbud, så chaufføren ikke kører forgæves.
Få besked på SMS
Har du bestilt en befordring, kan du få en SMS-påmindelse, der sendes 24 timer før afhentning og igen 15 minutter før afhentning. Det er gratis at blive tilmeldt og modtage SMS’er. Du skal tilmelde dig SMS-ordningen for at modtage SMS'er fremover.
Du kan læse mere om Flextrafik-ordningen på NT’s hjemmeside eller få en vejledning til SMS-tilmeldingen.