Specialuddannelsen i anæstesiologisk sygepleje
Specialuddannelsen i anæstesiologisk sygepleje
Specialuddannelsen i anæstesiologisk sygepleje er en to-årig videreuddannelse. Derfor skal du have en bestået eksamen i sygepleje på bachelorniveau eller eksamen i sygepleje suppleret med videnskabsteori og -metode på diplomniveau.
Desuden skal du have en bred klinisk erfaring som sygeplejerske svarende til minimum to års fuldtidsansættelse fra fortrinsvis akutte, somatiske områder med komplekse patientforløb. Du kan læse mere om adgangskravene i bekendtgørelsen.
Uddannelsen består af 4 perioder af 6 måneders varighed med stigende kompleksitet i de kliniske opgaver. Hver uddannelsesperiode afvikles på et anæstesiafsnit i regionen. I løbet af uddannelsen er du derfor i klinisk uddannelse på 3-4 forskellige anæstesiafsnit samt i 6 ugers praktik i et opvågningsafsnit.
Ansættelse
Den kliniske og teoretiske uddannelse finder sted i løbet af en 24 måneders fuldtidsansættelse.
Den kliniske del af din uddannelse foregår på anæstesi- og opvågningsafsnit på hospitaler i Region Nordjylland. Derfor kan du både komme i klinik på Aalborg Universitetshospital og på Regionshospital Nordjylland. For at sikre, at du får en bred viden under din uddannelse, vil du i løbet af uddannelsesperioden skulle arbejde på flere forskellige afsnit og på forskellige geografiske placeringer.
En del af uddannelsen er teoretisk. Det teoretiske forløb foregår hos UCN Act2Learn og svarer cirka til 200 timers undervisning. Den teoretiske undervisning afvikles typisk i moduler af 3-4 dages varighed, og derudover deltager du i regionale temadage, som arrangeres i anæstesiologisk regi samt i teoriundervisning i afsnittene.
Vi er som regional arbejdsgiver ikke forpligtiget til at forlænge din kontrakt, hvis du ikke er i stand til at gennemføre uddannelsen på de 2 år, som den er normeret til.
Der kan være specifikke krav til afholdelse af ferie i løbet af uddannelsen fx ved teoriforløb, turnusperioder og opgaveskrivning.
Optag
Vi opretter 20 uddannelsesstillinger om året i anæstesiologisk sygepleje. Du kan finde stillingerne på vores jobportal fra slut marts - start april, og uddannelsesforløbene begynder den 1. september.
Når vi vælger kandidater, lægger vi vægt på:
- At du har ajourført din faglige viden efter din grunduddannelse.
- At du har de personlige ressourcer til at fuldføre et spændende og udfordrende uddannelsesforløb.
- At du tager ansvar for din egen uddannelse.
- At du er indforstået med, at praktikken kan foregå på forskellige hospitaler.
Relevante dokumenter
Vil du vide mere?
Hvis du vil læse mere om uddannelsen, kan du som ansat i Region Nordjylland læse mere på Personalenet under 'Uddannelse'.
Er du ikke ansat i Region Nordjylland, er du velkommen til at skrive til uddannelseskonsulent, Karina Løvendahl Dybbro på k.dybbro@rn.dk for yderligere info.
Opdateret