Uddannelsen til sygeplejerske
I Region Nordjylland er vi hvert år med til at uddanne nye sygeplejersker. Der er ansat 3950 sygeplejersker i Region Nordjylland. De fleste arbejder på regionens hospitaler, men der er også sygeplejersker i psykiatrien og i regionens specialtilbud.
Hvad laver en sygeplejerske?
Som sygeplejerske har du fokus på mennesket bag patienten, og du drager omsorg for både patienten og de pårørende. Det sker fx ved, at du opbygger en tillidsfuld relation til patienten, og ved at du beroliger og forklarer, hvad der skal ske i pleje- og behandlingsforløbet.
En sygeplejerske kan både have opgaver i forbindelse med akut opstået sygdom, operationer, pleje og behandling samt i forhold til forebyggende arbejde. Du kan fx:
- Give medicin og/eller indsprøjtninger
- Hjælpe patienter med spisning
- Hjælpe patienter med personlig hygiejne
- Bidrage til patientens genoptræning gennem øvelser
- Have samtaler med patienter om forebyggelse og sundhedsfremme
- Skabe dialog mellem patient og pårørende i svære situationer
- Koordinere patientforløb og fx sikre kontakt til hjemmesygepleje ved udskrivning af patient.
Som sygeplejerske indgår du i mange tværfaglige samarbejder med en lang række fagpersoner fx læger, fysioterapeuter, diætister samt social- og sundhedsassistenter – og altid med patienten i fokus.
Se meget mere på vores karrieresite for sygeplejersker
Karrieremuligheder i Region Nordjylland
Både nu og i de kommende år kommer vi til at mangle vi sygeplejersker i Region Nordjylland. Som uddannet sygeplejerske er du derfor sikret rigtig gode jobmuligheder.
Desuden giver uddannelsen dig en lang række muligheder for at dygtiggøre dig, så du senere kan varetage særlige funktioner fx i forhold til sårpleje eller operationer, gennemføre hjerte- eller tarmundersøgelser, skanne gravide og vejlede sygeplejestuderende.
Du kan også videreuddanne dig, så du bliver specialiseret til fx at arbejde som:
- Psykiatrisk sygeplejerske
- Intensiv sygeplejerske
- Anæstesiologisk sygeplejerske
- Hygiejnesygeplejerske
- Sundhedsplejerske
Andre sygeplejersker bygger en diplom, master- eller kandidatgrad oven på deres sygeplejerskeuddannelse, så de fx kan forske eller undervise i sygepleje.
Uddannelse og praktik
Uddannelsen varer 3½ år og kombinerer teori og praktik. Praktikken kan være på et af Region Nordjyllands hospitaler eller i psykiatrien.
Allerede på 1. semester er du i praktik i 3 uger, og cirka halvdelen af din samlede studietid vil være i praktik/klinisk uddannelse. I praktikken får du tilknyttet en uddannet vejleder, som vil hjælpe dig med at nå målene for din kliniske uddannelse.
Når du er i praktik, får du mulighed for at afprøve dels den teori, og de praktiske færdigheder du har øvet dig i og lært på uddannelsen. Du får god tid til at yde pleje og drage omsorg for patienterne og danne dig dine første erfaringer med faget. Mange studerende er meget glade for, at uddannelsen giver mulighed for bygge bro mellem det teoretiske og det praktiske.
Men det er ikke kun dig, der lærer, når du er i praktik. Du kan også være med til at udvikle og påvirke rutiner i praksis, ligesom dit ”nye” blik på vores praksis kan inspirere os til undren.
Den teoretiske del af uddannelsen foregår enten på University College Nordjylland (UCN) i Thisted, Hjørring eller Aalborg.
Links
Få mere viden om hvordan vi lokalt arbejder med uddannelsen af sygeplejersker på:
Studying to become a Nurse
Are you interested in studying to become a Nurse in North Denmark Region?
Find more information here:
Kontakt
Louise Kallestrup Mortensen
Uddannelseskonsulent
Telefon
20 21 09 49Opdateret