Grønt samarbejde med Brønderslev Forsyning skal ud til flere skoler

Om Regionen Regional Udvikling

Regionsrådet har givet i alt 13 mio. kr. til 18 nye initiativer, der skal styrke uddannelsesområdet i Nordjylland. Blandt initiativerne er Nordjysk Science Dyst, som er et samarbejde mellem gymnasier og forsyningsvirksomheder målrettet elever i 2.g. Dysten, som omfatter de 18 gymnasiale uddannelser i regionen, skal inspirere flere unge til at vælge en naturvidenskabelig retning i deres videre uddannelsesforløb.
Nordjysk Science Dyst
Gymnasieelever får demonstreret solfangere ved kraftvarmeværket i Brønderslev. Foto: Nordjysk Science Dyst

Vigtigt at elever samarbejder med virksomheder

Nordjysk Science Dyst så dagens lys tilbage i 2021, hvor 5 gymnasier dystede om at finde innovative løsninger på et konkret problem i samarbejde med Brønderslev Forsyning. De gode erfaringer fra dette projekt skal nu skaleres op og udbredes til endnu flere gymnasielever i Nordjylland. Det skal hjælpe eleverne med at gøre sig en forestilling om, hvilke jobs – og gerne grønne jobs – der venter dem efter endt uddannelse. Her er det nemlig afgørende, at eleverne møder virksomhederne og virkeligheden:

- Eleverne får tit en aha-oplevelse, når teorien fra skolen omsættes til praktisk erfaring ude i virksomhederne. Så får eleverne pludselig et virkelighedsperspektiv og kan se en mening med de mange skoletimer i de naturvidenskabelige fag som f.eks. matematik, fysik eller kemi, siger Søren Kveiborg, projektleder og vicerektor på Brønderslev Gymnasium og HF.

Stort behov for naturvidenskabelige kompetencer

Forventningen er, at Nordjysk Science Dyst kan være med til at sikre flere hænder til de faggrupper, der løser grønne og bæredygtige opgaver ude i virksomhederne, hvilket igen kan bidrage til at løse globale klimaudfordringer.

Derfor er Regionsrådet med et tilskud på 0,8 mio. kr. fra sin udviklingspulje glade for at engagere sig i det nye initiativ, der har Brønderslev Gymnasium som tovholder. I Nordjysk Science Dyst skal en række nordjyske gymnasier bygge bro mellem skoler og virksomheder og inspirere børn og unge til en fremtid med naturvidenskab og teknologi.

- Allerede i dag er der mangel på kompetencer inden for det grønne område i Nordjylland, og efterspørgslen vil fortsætte med at stige i de kommende år som en følge af den globale udvikling. Den udfordring skal løses i samarbejde, og derfor er jeg rigtig glad for, at virksomheder og gymnasiale uddannelser i regionen nu forsøger at knække koden. Målet er at sikre et større rekrutteringsgrundlag for erhvervslivet særligt inden for det grønne og bæredygtige område, siger Peder Key Kristiansen, formand for Regionsrådets udvalg for Regional Udvikling og Innovation.

Region Nordjylland ønsker at arbejde bæredygtigt

Regionsrådet har i år støttet flere initiativer, som har fokus på bæredygtighed. Omstilling til et klimarobust samfund og overgang til bæredygtig energiforsyning er nemlig en stor samfundsmæssig udfordring, som har konsekvenser på alle niveauer fra lokalt til globalt.

Bæredygtighed og grøn omstilling vil derfor også være et hovedtema til efteråret, når Regionsrådet afholder Nordjysk Uddannelseskonference 2023. Formålet med konferencen er at skabe netværk, inspiration og dialog på tværs af geografi, uddannelsesniveau og -institutioner lige fra folkeskolen til de videregående uddannelser med fokus på virksomhedernes fremtidige behov for kompetencer og arbejdskraft.

Yderligere informationer:

Regionsrådets udviklingspuljer – initiativer 2023:

Regionsrådet har i 2023 investeret i alt 13 mio. kr. fra hhv. Uddannelsespuljen og Teknologipagten i 18 nye initiativer, som har fokus på udvikling inden for uddannelsesområdet i Nordjylland.

  • Talstærk 2.0 (1.306.462 kr.)
  • LabSTEM Nord+ (1.300.000 kr.)
  • Sammenhæng, bæredygtighed og virksomhedstilknytning skal styrke STEM og EUX-identiteten. (883.387 kr.)
  • Klar - parat - gymnasiestart (1.000.000 kr.)
  • Fagsynergier på EUX (74.643 kr.)
  • Makerspace (75.000 kr.)
  • Prøv kræfter med STEM på HTX (75.000 kr.)
  • Bæredygtig udvikling på EUC Nordvest: Kompetenceudvikling og verdensmålsråd (250.000 kr.)
  • Hurtig indsats til trivsel (HITT) (2.000.000 kr.)
  • Sundhed i det moderne samfund - samarbejde mellem sundhedsuddannelser (297.759 kr.)
  • Projekt Grøn Dannelse (560.000 kr.)
  • Kompetenceløft: efteruddannelse af 8 Sprogfagskoordinatorer (303.975 kr.)
  • HF-bæredygtighed (426.821 kr.)
  • Sammenhæng i uddannelseskæden - Styrket overgang fra nordjyske erhvervsskoler til UCN (2.000.000 kr.)
  • FVU - som del af værktøjskassen på EUD (350.000 kr.)
  • Bedre klar til SOSU - styrkelse af overgangen mellem VUC og SOSU-uddannelserne (553.375 kr.)
  • Complementum Nord - øget gennemførelse gennem styrkelse af læring, fællesskaber og overgange (500.000 kr.)
  • Nye og alsidige veje til sikring af kompetencer inden for velfærdsområdet i Region Nordjylland (500.000 kr.)

En detaljeret oversigt over initiativerne er tilgængelig på Region Nordjyllands hjemmeside. Se links herunder.

Læs mere om initiativerne i Den Nordjyske Teknologipagt i 2023

Læs mere om initiativerne i Regionsrådets Uddannelsespulje i 2023

Opdateret