Regnskab

Hermed præsenteres Region Nordjyllands årsregnskab for 2024.

Jeg er rigtig glad for, at vi nu kan aflægge et regnskab, der er betydelig mere positiv læsning end regnskabet for 2023. Særligt gælder det, at hospitalerne nu er på vej i en strukturel, økonomisk balance. Der er gennemført et målrettet omstillingsarbejde, som både ledere og medarbejdere har lagt en stor indsats i. Jeg vil gerne indledningsvis takke alle for, at det har været muligt at gennemføre omstillingerne uden at gå på kompromis med kvalitet og patienttilfredshed.

Netop patienttilfredsheden er ét af de områder, vi med rette kan være særligt stolte af. Den seneste tilfredshedsmåling viser, at nordjyske patienter er meget tilfredse med både deres behandling og mødet med hospitalspersonalet. Det er flot at se, at vi kan kombinere økonomisk ansvarlighed med høje standarder for patientoplevelsen.

Vi har også set positive udviklinger på ventetiderne, som er blevet markant bedre. Den gennemsnitlige ventetid til behandling i Region Nordjylland er nu under landsgennemsnittet. Samtidig er vi den region i Danmark, som er bedst til at overholde bekendtgørelsen om udredningsretten. Det gjorde vi i 94 % af tilfældene i 4. kvartal 2024. På kræftområdet er vi også blandt de bedste i landet, når det kommer til at overholde tidsfristerne i kræftpakkerne. Det er et tydeligt bevis på, at vi er i stand til at levere hurtig og effektiv behandling, selv under pres.

I Specialsektoren er der også i 2024 blevet rundet en stor milepæl. Byggeriet af Nordjyllands første botilbud for børn og unge med svær selvskadende adfærd er nu i gang. Dette er et vigtigt skridt i vores arbejde for at sikre bedre forhold og støtte til de mest sårbare borgere i regionen, og det vil få stor betydning for både de unge mennesker og deres familier.
Indenfor Regional Udvikling har indsatsen på jordforureningsområdet også i 2024 stået højt på den regionale dagsorden. I 2024 har der været særligt fokus på pesticider og PFAS-stoffer, som udgør en stor risiko for grundvand og drikkevandskvaliteten. Vi er godt i vej. Men der er dog ingen tvivl om, at der er behov for yderligere national understøttelse, både i form af ressourcer, men også konkrete tiltag som nationale depoter til forurenet jord.

Endelig skal det også nævnes, at nedtællingen til åbningen af det nye hospital i Aalborg Øst nu for alvor er i gang. Byggeriet er nu blevet godkendt til brug, og regionen har overtaget driften. I 2025 vil udstyr som PET/CT-scannere blive installeret, og personalet trænes op til at kunne bruge de nye faciliteter frem til de første patienter ventes at blive modtaget i 2026. Fremtiden er lige om hjørnet.

Regnskabet for 2024 giver et solidt afsæt for 2025 - og dermed også for det fortsatte arbejde med at skabe et bæredygtigt og fremtidssikret sundhedsvæsen indenfor rammerne af den kommende sund-hedsreform.

Mads Duedahl
Regionsrådsformand

Opdateret