Regler for medicintilskud

Tilskud til medicin afhænger af medicinforbruget. Det betyder, at personer med et stort og ofte længerevarende medicinforbrug får mere i tilskud. Der er 2 grupper for medicintilskud - én gruppe med tilskud og én gruppe uden tilskud.

Egenbetaling

Alle over 18 år har en årlig egenbetaling på medicin. Beløbet kan du finde på lægemiddelstyrelsens hjemmeside .  Dvs. at du ikke får tilskud til medicin, hvis din samlede udgift til køb af tilskudsberettiget medicin ikke overstiger egenbetaling indenfor 1 år.

Medicintilskud

Medicintilskudsreglerne afhænger af dit forbrug af medicin og ikke af medicintypen. Tilskuddet til medicin stiger i takt med din udgift til medicin.
Grænserne for tilskud kan du finde på lægemiddelstyrelsens hjemmeside

Du kan handle på ethvert apotek

Hver gang du køber tilskudsberettiget medicin, indberetter apoteket købet til et centralt register i sundhedsstyrelsen. Alle apoteker har adgang til Det Centrale Tilskudsregister, hvor borgenes medicinregnskab findes. Du kan altså handle medicin på et hvilket som helst apotek, da alle apoteker til enhver tid kan se hvor mange penge du har købt medicin for.

Via internettet kan du også købe receptpligtig medicin og få det leveret til det nærmeste apotek eller bestille et pillepas hvis du skal ud og rejse. Du finder flere oplysninger om dette på sundhed.dk

Medicinregnskab

Størrelsen på dit tilskud beregnes ud fra prisen på den billigste medicin som kan bruges til at behandle din sygdom eller dine symptomer. Så selv om du vælger at købe en dyrere medicin, får du stadig tilskud til den billigste. 
Det er også prisen på den billigste medicin, der tælles sammen ved opgørelsen af dine samlede udgifter. Tilskudsprisen kan være lavere end medicinens fulde pris. 
Læs mere om tillskudspriser på sundhed.dk

Tilskuds år

Du har dit eget individuelle tilskuds år, som starter den dag, du første gang køber tilskudsberettiget medicin og slutter 12 måneder efter denne dato. Et nyt tilskuds år begynder først, når du igen køber tilskudsberettiget medicin.

Hvis du lider af en kronisk sygdom

Har du et stort varigt og faglig veldokumenteret lægemiddelforbrug som overstiger egenbetalingsloftet gives der pr. 1. januar automatisk kronikertilskud. Du kan læse mere om det på lægemiddelstyrelsens hjemmeside

Tilskud til døende

Hvis en døende patient vælger at tilbringe sin sidste tid i eget hjem eller på hospice, kan personen få dækket hele udgiften til den medicin, som lægen har udskrevet på recept. Patienter, som er døende, kan få lægen til at søge lægemiddelstyrelsen om et såkaldt terminaltilskud.

Medicinkortbevilling til pensionister

Pensionister kan som hidtil få helbredstillæg efter Pensionslovens paragraf 14a. Dette administreres af kommunerne.

Medicintilskud – tilskud til lægemidler købt i andet EU-/EØS land

Ved Lægemiddelstyrelsen kan du ansøge om at få tilskud til receptordineret medicin, der ikke er sygehusbehandling, og som er købt i et andet EU- eller EØS-land. En sådan ansøgning følger de almindelige regler om tilskud til medicin, som er beskrevet ovenfor.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at din ansøgning om tilskud til medicin købt i et andet EU- eller EØS-land skal være indgivet til Lægemiddelstyrelsen inden 1 år fra det tidspunkt, hvor medicinen blev købt.

Hvis Lægemiddelstyrelsen ikke har modtaget din ansøgning om tilskud, inden for fristen, kan du ikke få tilskud til medicinen.

Læs mere om tilskud til lægemidler købt i andet EU-/EØS land på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside.

Kontakt oplysninger til Region Nordjylland

Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte Patientkontoret i Region Nordjylland.

Se dit eget Medicinkort på sundhed.dk

Medicinkortet på sundhed.dk er en elektronisk oversigt over den medicin, som hver enkelt dansker køber på recept på apoteket. Hver dansker har sit eget personlige medicinkort, hvor det fremgår, hvilken medicin han eller hun har købt på recept på apoteket de seneste to år. Derudover indeholder Medicinkortet oplysninger om medicintilskud og substitution. Det er obligatorisk for apotekerne at indberette til Medicinkortet, og det sker, uanset om det er den praktiserende læge, en speciallæge eller vagtlægen, der har udskrevet recepten. Det sikrer, at lægen hurtigt kan få et samlet overblik over patientens medicinske behandling, eksempelvis ved hospitalsindlæggelse eller en konsultation.

Det er kun borgeren selv og de læger, der har borgeren i aktuel behandling, der har direkte adgang til Medicinkortet. Apoteker kan også få adgang til en borgers medicinkort, hvis borgeren giver samtykke til apoteket.

Hvilke lægemidler passer sammen, og hvad indeholder de?

Lægemidler indeholder stoffer, som forebygger sygdom eller har en gavnlig virkning på sygdomme eller symptomer på sygdomme. På sundhed.dk kan du få generel information om indtagelse af lægemidler og få konkret viden om særlige produkter og stoffer. Du kan søge informationer om de lægemidler, der er godkendt i Danmark og finde ud af om de lægemidler, du tager, passer sammen.

Opdateret