Klagevejledning vedrørende anvendelse af tvang
I denne pjece finder du en vejledning til, hvordan du kan klage over anvendelsen af tvang. Vær opmærksom på, at vejledningen udelukkende gælder for klager vedrørende anvendelse af tvang på et hospital, der behandler patienter for fysiske sygdomme, og at der gælder særlige regler for klager over anvendelse af tvang i Psykiatrien.
Hvis du som pårørende, værge eller fuldmagtsgiver har oplevet, at din pårørende, dit værgemål eller fuldmagtsgiver har været udsat for en fejl eller på anden måde er blevet dårligt behandlet, er det altid en god idé først at tale med personalet på hospitalet om det. Dels for at afklare eventuelle misforståelser, dels for at give den pågældende afdeling mulighed for at rette op på forholdene og lære af forløbet.
Hvis en patient, den nærmeste pårørende, værgen eller fremtidsfuldmægtigen klager over anvendelsen af tvang, har hospitalet (den behandlingsansvarlige overlæge) pligt til at indbringe sagen for Tvangsbehandlingsnævnet,
Der findes to instanser, du kan klage til, henholdsvis Tvangsbehandlingsnævnet og Styrelsen for Patientklager. I det følgende kan du læse mere om, hvem du skal klage til i hvilke tilfælde, hvis du som nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig ønsker at indgive en klage i forbindelse med anvendelsen af tvang.