Mød Gert - SSA i Psykiatrien

Det er mødet med mennesker og relationer, der er vigtigt for mig.

Gert er social og sundhedsassistent på sengeafsnit N7 i Psykiatrien i Frederikshavn

Portræt af Gert

Utraditionel indgang

Gert er uddannet landmand og har haft eget landbrug. Men et ønske om midt i livet at skifte arbejdssituation, med en mere forudsigelig arbejdsdag, færre arbejdstimer, kollegaer, og kontakt med mennesker i øvrigt, betød, at Gert solgte sin besætning, begyndte som vikar i socialpsykiatrien og tog en SSA-uddannelse. Det er 10 år siden, og Gert har ikke fortrudt et sekund.

- Jeg kan godt lidt mennesker. Jeg kan godt lidt at bruge mig selv, at skabe relationer, at finde løsninger sammen med mine kolleger og sammen med patienterne. Simpelthen at være til gavn for de mennesker, jeg arbejder med, siger Gert og undskylder, at det kan lyde klicheagtigt, hvilket det dog tydeligvis ikke er.

En sårbar og vigtig patientgruppe

- På N7 i Frederikshavn modtager vi patienter fra, Modtagelsen i Brønderslev, overflytning fra lukket afdeling, eller direkte fra Psykiatrisk skadestue i Aalborg. Det vil sige, at det er meget syge mennesker i dyb krise. Vores opgave er at få patienterne på ret køl, så de igen kan klare sig selv hjemme eller på et eventuelt bosted. Det er utroligt givende at se, hvordan en person kan komme rigtig syg til os, og så den forandring der sker i løbet af nogle uger, til vedkommende kan komme hjem. Det giver mening for mig.

- Som ansat her betyder relationen til patienterne alt. Vi kan ikke gøre noget for en patient, hvis patienten ikke stoler på os. Jeg er en patients talerør. Jeg er bindeled ved f.eks. lægesamtaler og hjælper patienten med både at huske, hvad der er sagt, og hvordan patienten har haft det. Det er plejepersonalet, der er sammen med patienten i hverdagen, så vores relationer og observationer har kæmpe betydning.

- Det, jeg tænker på i min tilgang til patienterne, er, at det skal ske for alle. I morgen kan det være mig eller min familie, der bliver syge. Og hvordan vil jeg gerne behandles? Hvordan vil jeg gerne, at min familie bliver behandlet?

En god og spændende arbejdsplads

- Jeg arbejder på en virkelig god arbejdsplads, hvor vi hjælper hinanden på tværs af faggrupper. Vi løfter i flok for at kunne hjælpe patienterne. Vi er rigtig gode til at sparre med hinanden. Vi får tingene sagt, hvis noget trykker, både på arbejde og privat. Det er vigtigt i vores job, hvor vi er nødt til at være trygge og rolige, for at kunne udgyde tryghed og ro til patienterne.

- Vi har rigtig mange patienter igennem hos os. Det er mange forskellige diagnoser, der er folk i alle aldre og fra alle sociale lag, der er folk med stort socialt netværk og støtte og der er folk uden. Det kan være lidt af en mundfuld, men det er så spændende og giver stor erfaring. Jeg har været her siden 2016, så jeg har efterhånden en del erfaring. Den bruger jeg bl.a. som elevvejleder. Det er jeg rigtig glad for at være. Jeg skal være skarp og kunne teorien, når de stiller spørgsmål, og jeg skal give dem ansvar og hjælpe med godt på vej.

Gert og kolleger