Hvad laver en fællesregional systemadministrator i Region Nordjylland?

Mød Gitte, der er fællesregional systemadministrator (FSA) hos Digitalisering og IT i Region Nordjylland.

fotoDet bedste ved mit job er…

… hvor god mening, det jeg laver, rent faktisk giver.

Jeg er fællesregional systemadministrator for et nationalt system, der hedder Fælles MedicinBeslutningsstøtte (FMB), der et system til alle landets hospitaler, praktiserende læger og privatpraktiserende speciallæger. Formålet med FMB er at yde medicinsk beslutningsstøtte til lægerne og andet sundhedsfagligt personale, i den medicinske behandling af deres patienter, for at mindske risikoen for fejl. På den måde højnes patientsikkerheden.

Jeg er uddannet farmaceut, og har en ph.d. indenfor farmaceutisk videnskab. Jeg har arbejdet flere år som klinisk farmaceut på Sygehusapoteket i Region Nordjylland, hvor jeg var tilknyttet Ortopædkirurgisk afdeling og Polyfarmaciambulatoriet i Hobro. Så jeg har selv prøvet kræfter med hverdagen på hospitalerne, som vi forsøger at gøre tingene bedre for. Den erfaring betyder, at jeg virkelig kan se potentialet i FMB, og hvor meget vi kan flytte derude.

En typisk arbejdsdag…

… fungerer jeg som bindeled mellem brugere, forretningsstyregruppe og leverandør.

Jeg sekretariatsbetjener både vores sundhedsfaglige brugergruppe, der som brugere af systemet bl.a. kommer med feedback og ændringsønsker til systemet, samt Forretningsstyregruppen, der skal tage de overordnede økonomiske og strategiske beslutninger. Beslutninger i de to fora, sætter nye aktiviteter i gang ift. systemet, og dem er jeg udførende på. Desuden er jeg næsten dagligt i kontakt med vores it- leverandør, for i samarbejde at få afklaret hvilke ønsker, der er mulige at imødekomme, hvordan det kan gøres, hvilken økonomi, der ligger i det, status på igangværende ændringer mm. – og hvis der er knas med systemet selvfølgelig.

Det der motiverer mig og giver mig arbejdsglæde er…

… at da jeg selv arbejdede på hospitalet og gennemgik medicinlisterne på patienterne, gav det jeg lavede, mening her og nu. Men, målet med FMB er en øget patientsikkerhed på et overordnet niveau, og det synes jeg, er meningsfyldt og sjovt. Derudover har jeg så stor en berøringsflade rundt i landet, med interessenter, der virkelig kan se fidusen i FMB og som i deres ende også arbejder på, at der skal ske noget – og inddrager mig i processer og ideer også. Der er så mange mennesker i forskellige funktioner, der er virkelig engagerede i videreudviklingen. Den stemning er det skønt at være en del af.

Noget mange synes, er overraskende ved mit job er…

… hvor komplekst det er at lave et system, der yder den beslutningsstøtte som lægerne ønsker. Der er mange forskellige behov, der skal dækkes, når fx generalister i almen praksis og specialister på medicinske hospitalsafsnit skal anvende samme system. Fastholdelse af det gode samarbejde med regionerne, PLO, lægepraksissystemerne og leverandørerne, er derfor en stor del af FSA-rollen. Jeg har derfor igen dagligt at gøre med mange, der har forskellige vinkler ind i FMB - og det gør jobbet virkelig spændende.

Når jeg ikke er på arbejde, er jeg…

… sammen med min familie og venner. Der er også fuld knald på derhjemme med to børn, så det meste af min fritid bliver selvfølgelig brugt med dem. Og så er jeg glad for at løbe og gå ture med vores hund. Han er stadig ikke så gammel, så der er også fart på ham.