Pædagog

Vil du skabe en meningsfuld hverdag for andre? Og brænder du for at understøtte trivsel, læring og udvikling hos mennesker i alle aldre? Så skal du overveje at blive pædagog.


I Region Nordjylland er vi praktiksted for studerende, der uddanner sig til pædagog. Du kan komme i praktik i Specialsektoren på et specialtilbud eller i Psykiatrien.

Hvad laver en pædagog?

Som pædagog arbejder du med mennesker i alle aldre – børn, unge eller voksne. Du er den uundværlige støtte i hverdagen og gør en forskel for mennesker i forskellige livssituationer fx mennesker der fysisk, psykisk eller socialt er udfordret i livet.

Du er ekspert i omsorg- og udviklingsopgaver, der er forbundet med pædagogisk arbejde.

Som pædagog bruger du dig selv og er en rollemodel for andre. Du er den som andre betror sig til, som flytter grænser og har kompetencer til at skabe de bedste mulige rammer for et godt liv.

Job og karriere i Region Nordjylland 

Som pædagog har du mulighed for at arbejde indenfor mange forskellige områder.

I regionen vil du kunne finde arbejde i Region Nordjyllands specialtilbud eller i psykiatrien. Her vil du komme til at arbejde tæt sammen med andre faggrupper fx sygeplejersker, ergoterapeuter, social- og sundhedsassistenter, omsorgsmedarbejder og pårørende.

Som uddannet pædagog er der gode jobmuligheder i Region Nordjylland.

Uddannelse og praktik 

Uddannelsen til pædagog varer 3½ år og veksler mellem teori og praktikophold på pædagogiske arbejdspladser. Den teoretiske del af uddannelsen foregår på UCN enten i Aalborg, Thisted eller Hjørring.

I praktikken får du mulighed for at afprøve dels den teori, og de pædagogiske færdigheder du har lært på uddannelsen. I praktikken får du tilknyttet en vejleder, som vil hjælpe dig med at nå målene for din praktik.

Uddannelsen er SU-berettiget.