Hvis du helbredsmæssigt er i stand til at benytte offentlig transport, men ikke kan finde en rejseforbindelse på Rejseplanen.dk mellem din bopæl og sygehuset, kan du i visse tilfælde være berettiget til at gøre brug af regionens tilbud om patientbefordring.
Det gælder dog kun, hvis der ikke kan findes en rejseforbindelse med bus, tog eller Plustur, som gør, at du kan møde højst én time før din mødetid.
Praktiske forhold, såsom rejsens samlede varighed eller antallet af skift undervejs, giver som udgangspunkt ikke ret til patientbefordring. Dette kan dog være anderledes, hvis forholdene betyder, at du af helbredsmæssige årsager ikke er i stand til at gennemføre rejsen.
Du kan kontakte Kontoret for Patientbefordring for at få vejledning omkring dine muligheder og for at høre, om du kan være berettiget til at gøre brug af patientbefordring.