Alle sundhedspersoner og ansatte i det offentlige har tavshedspligt. Oplysninger om dine helbredsforhold og øvrige personlige forhold er normalt fortrolige, og derfor omfattet af tavshedspligten.
Tavshedspligt gælder også over for pårørende. Du bestemmer selv, hvem der må modtage oplysninger om dine helbredsforhold.
Sundhedspersoner kan dog videregive informationer til andre sundhedspersoner, som skal fortsætte behandlingen. Hvis du overflyttes til videre behandling på en anden afdeling eller et andet sygehus, vil sundhedspersonalet derfor give de relevante oplysninger videre.
Din egen læge får oplysninger fra indlæggelsen i form at et udskrivningsbrev. Du kan altid sige nej til, at der videregives informationer.