Til dig, der har smerter i lænderyggen
Når du har lænde- eller rygsmerter, er der ikke en entydig behandling eller smertelindring, som virker for alle. Det er meget individuelt, hvad der virker for den enkelte, og det kan derfor være en fordel at prøve forskellige muligheder af. På den måde kan du finde ud af, hvad der virker bedst netop for dig, så du kan opretholde en så aktiv hverdag som muligt, i de perioder hvor smerterne står på.
For nogen kan det være svært at finde ud af, hvad man kan gøre og hvor meget man må gøre, når smerterne står på. Vi har derfor samlet en række gode råd, øvelser og viden, som måske kan hjælpe dig med bedre at forstå dine smerter og udforske, hvad der virker for dig. Noget af indholdet har vi fået lov at låne af Helbredsprofilen.dk, som vi linker til.
Lær at forstå dine smerter, og hvad der påvirker dem
De fleste mennesker oplever lænderygsmerter i løbet af deres liv. Disse videoer er til dig, der er nysgerrig på bedre at forstå og mestre dine smerter.
Som det fremgår af videoerne, vil daglig fysisk aktivitet og træning 2-3 gange om ugen – også selvom du har smerter – kunne hjælpe dig med at mestre smerterne. Er du utryg eller i tvivl om, hvor meget du kan gøre, så kan du eventuelt kontakte en sundhedsprofessionel, som kan støtte og hjælpe dig. Hør mere i nedenstående videoer om, hvordan du kan være aktiv, og hvordan din livsstil (psykiske, fysiske og sociale faktorer) kan have betydning for dine rygsmerter.
Viden og træning er vigtig
Din livstils betydning
Tema: Ondt i ryggen
Du kan også finde flere øvelser, som hver især er opdelt i 3 niveauer med forskellige sværhedsgrader.
Inspiration til øvelser
Nedenfor er nogle eksempler på øvelser, der måske kan inspirere dig til at forblive fysisk aktiv i din dagligdag. Du kan eventuelt eksperimentere med de forskellige muligheder, fx tilpasse øvelserne, gentagelser og belastning efter dine behov, eller måske finde andre aktiviteter, der passer bedre til dig. Prøv dig frem og find ud af, hvad der fungerer bedst for dig.Benmuskler
Baldemuskler
Rygmuskler
Smidighed
Derfor er røntgen eller skanning ikke nødvendig
I videoen herunder kan du høre mere om, hvorfor det sjældent er nødvendigt med hverken røntgen eller skanning for at afklare, hvilken behandling der skal til for at håndtere dine rygsmerter bedst muligt. En grundig undersøgelse af ryggen og dit almene helbred hos en sundhedsfaglig vil i langt de fleste tilfælde være tilstrækkeligt til at udelukke, at dine smerter skyldes alvorlig sygdom. Der er heller ikke brug for hverken røntgen eller skanning for at kunne igangsætte relevante aktiviteter eller behandling af dine rygsmerter.Røntgen eller MR-skanning
Få hjælp og rådgivning
Giv os feedback
Vi arbejder hele tiden på at gøre vores information omkring lænderygsmerter bedre. Derfor vil vi meget gerne høre din mening om den folder, vi har udarbejdet om emnet, samt siden her.
Er der emner, vi mangler at berøre, noget du gerne vil vide mere om eller information du ikke forstår - så fortæl os det.
Om Vælg Klogt til mennesker med lænderygsmerter
Pjecen og den tilhørende hjemmeside er udviklet i et tværfagligt samarbejde i Region Nordjylland og er en del af den nationale Vælg Klogt-indsats til mennesker med lænderygsmerter. Vælg Klogt-indsatsen skal blandt andet bidrage til at minimere brugen af MR-skanninger og røntgenundersøgelser til disse borgere og patienter. Du kan læse mere om den nationale indsats Vælg Klogt her.
Vores hensigt med denne informationen er at øge borgernes og patienternes forståelse af behovet for billeddiagnostik (skanning og røntgenundersøgelse). Samtidig vil vi gerne give dem en større indsigt i, hvad de selv kan gøre for at håndtere deres situation, herunder at søge hjælp, når det er relevant. Derudover vil informationen også kunne fungere som et støtteredskab til sundhedsfagligt personale, som er i kontakt med mennesker med lænderygsmerter. Der er nedsat en tværfaglig/tværsektoriel følgegruppe af sundhedspersoner fra hospitaler, almen praksis, praktiserende fysioterapeuter, kiropraktorer og Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet, som skal følge og udvikle både pjece og hjemmeside.
Opdateret