Sundhedsplanlægning

I Sundhedsplanlægning arbejder vi bredt sammen om planlægning på sundhedsområdet.

I Sundhedsplanlægning er vi tæt på pulsen af sundhedsområdet og bidrager aktivt til drift, understøttelse og udvikling på alle niveauer.

I kontoret løses opgaver inden for hospitalsplanlægning, specialeplanlægning, budget og sundhedsaftaler. For at løse disse opgaver er der et tæt samarbejde med regionens hospitaler, nationale myndigheder og den øvrige del af administrationen i Region Nordjylland. Udover de planlægningsmæssige opgaver arbejder kontoret også med en række analyseopgaver, herunder analyse af aktivitetsdata og indsamling af sundhedsdata. Hvert fjerde år gennemføres befolkningsundersøgelsen ”Hvordan har du det?” samt ”Børnesundhedsprofil” som varetages af kontoret.

Sundhedsplanlægning varetager også det tværsektorielle samarbejde med kommunerne og almen praksis, herunder udvikling og opfølgning på Sundhedsaftaleområdet. Dette indebærer ligeledes sekretariatsbetjening af Sundhedssamarbejdsudvalget, Strategisk Sundhedsforum, Fælles Forretningsudvalg og Sundhedsklynger.

Yderligere varetages en række drifts- og udviklingsopgaver i Sundhedsplanlægning, som regionsklinikker, den regionale lægevagt om natten og regionale vaccinationscentre.

Kontoret arbejder desuden med projektledelse af konkrete indsatser, initiativer og udviklingsprojekter, som skal skabe mere sammenhængende patientforløb for borgerne i Region Nordjylland.

Sundhedsplanlægning ledes af to kontorchefer, og består af 28 medarbejdere i Regionshuset samt et varierende antal medarbejdere på de tre driftsområder.