16 nye CO2-neutrale biogasbusser indsættes på vejene i Nordjylland

Om Regionen Regional Udvikling

Fredag den 1. maj ruller 16 nye biogasbusser ud på vejene i Nordjylland. Busserne er 100 pct. CO2-neutrale, da de kører på certificeret biogas. Busserne er dermed endnu et skridt fremad i den grønne omstilling, hvor målet i Region Nordjylland er, at den kollektive trafik skal være helt emissionsfri inden år 2030.


Foto: Region Nordjylland

En del af den grønne omstilling i kollektiv trafik

De nye biogasbusser skal køre på ruterne 55, 56, 118, 200, 208 og 209 som er finansieret af Region Nordjylland og kommunerne Aalborg, Rebild, Jammerbugt, Hjørring og Brønderslev. Busserne er en del af en større strategi, hvor Region Nordjylland og Nordjyllands Trafikselskab i samspil vil omstille så mange busser som muligt i de kommende år til mere miljøvenligt brændstof.

Region Nordjylland var det første sted i Danmark til at indsætte biogasbusser på regionale ruter, så de 16 nye biogasbusser er en positiv tilføjelse til de allerede eksisterende. Busserne er udstyret med den allernyeste teknologi, og de har aircondition, så køreglæden for både passagerer og chauffører er derfor en del bedre end i de traditionelle dieselbusser. Dette erfarer Arriva, som skal servicere busserne.

- Indsættelsen af de 16 nye biogasbusser er et vigtigt skridt i at nå målsætningerne i blandt andet Regeringens klimalov 2020, samt NT’s og Regionens strategi for grøn omstilling, siger Ole Stavad, formand for Udvalg for Regional Udvikling i Region Nordjylland, og fortsætter:

- Både Region Nordjylland og Nordjyllands Trafikselskab vil være frontløbere i den grønne omstilling af den kollektive trafik, og de 16 nye biogasbusser er en del af denne strategi.

Fakta om biogasbusser i Region Nordjylland

Hver af de 16 nye biogasbusser vil spare klimaet for op imod 114 tons CO2 årligt sammenlignet med en almindelig dieselbus. Biogasbusserne kører på certificeret biogas, som bliver tanket på busserne på de fire gastankningsstationer i Nordjylland, der er oprettet til formålet i henholdsvis Aalborg, Frederikshavn, Brønderslev og Hadsund.

Med tilføjelsen af de 16 nye biogasbusser, kører der nu i alt 31 biogasbusser på de nordjyske veje, og Region Nordjylland planlægger flere inden for de kommende år.

Opdateret