Kunst og kultur gavner sundhed og velvære

Om Regionen Regional Udvikling

Det er efterhånden veldokumenteret, at kunst og kultur gavner sundhed og velvære hos patienter og borgere. Alligevel går det langsomt med at få implementeret kunst og kultur som en aktiv ingrediens i det danske behandlingssystem.

De seneste år er der blevet lavet flere projekter og undersøgelser, heriblandt WHO's omfattende rapport fra 2019, som påviser kulturens sundhedsfremmende effekter. Området finansieres imidlertid primært af kulturinstitutionerne, hvilket sætter begrænsninger for udviklingen af sundhedsfremmende kulturaktiviteter.

Hvordan ændrer vi det, og hvordan får vi sat skub i udviklingen, så flere borgere får gavn af kunsten og kulturens helbredende effekter? Hvordan sikrer vi, at flere kultur- og sundhedsindsatser udvikles, forankres og finansieres på tværs af forvaltninger, sektorer og kultur- og sundhedsaktører, og hvordan styrkes det politisk ejerskab af området på nationalt, regionalt og kommunalt niveau?

Det er nogle af de spørgsmål, som Kulturmetropolen, Kulturregion Fyn, Kulturkanten, Region Midtjylland og Region Nordjylland sætter fokus på i forbindelse med Kulturmødet Mors - først i en samtale under overskriften "Når kunstnere træder i sundhedens tjeneste" den 19. august og dagen efter i en paneldebat ledet af Ane Cortzen med overskriften "Kulturen støtter sundheden, støtter sundheden kulturen?".

En vigtig debat

Sengül Deniz, formand for Kulturmetropolen, er sammen med Lars Erik Hornemann, formand for Kulturregion Fyn, og Mads Duedahl, formand for Kulturkanten, glad for at kunne være med til at skabe rammerne for nogle konstruktive samtaler, som gerne skal være med til at bane vejen for fremtidige samarbejder og nye kunst- og kulturaktiviteter, som kommer borgerne til gode.

- Vi skal skridtet videre nu. Der er bred enighed om, at kunst og kultur kan lindre og bruges i forskellige behandlingsforløb. Nu skal vi finde ud af, hvordan vi systematisk får kunst- og kulturaktiviteterne ud til borgerne, hvem der skal udvikle dem, hvordan de skal forankres og så videre. Det skal sikre, at vi ikke spilder dyrebar viden og ressourcer på gulvet. Det er oplagt, at vi kulturregioner er med til at løfte denne dagsorden, da vi allerede har haft fokus på området et stykke tid, siger Sengül Deniz.

Per Larsen, sundhedsordfører for Det Konservative Folkeparti og regionsrådsmedlem i Region Nordjylland deltager i paneldebatten den 20. august, og han ser frem til at drøfte, hvordan kultur- og sundhedsinterventioner kan blive en mere integreret del af sundhedsvæsenet:

- Vi kæmper for et behandlingssystem i verdensklasse, og for at få det, er det vigtigt, at vi hele tiden bevæger os fremad og udvikler sundhedssystemet og de tilbud, der findes i det. Jeg glæder mig derfor meget til at diskutere kunsten og kulturens fremtidige rolle i sundhedssystemet med de andre paneldeltagere, siger Per Larsen.

Regionsrådsformand Ulla Astman fra Region Nordjylland fremhæver det vigtige i at få sat fokus på kunsten og kulturen som værktøjer, der kan bruges til at fremme menneskers velvære og sundhed.

- Både i Region Midtjylland og Region Nordjylland er vi optaget af at skabe de bedste behandlingstilbud til vores borgere, og vi ønsker at arbejde mere systematisk med sundhedsfremmende kunst- og kulturtilbud, fordi vi fra egne erfaringer med det ved, at det virker. Vi ønsker ikke drypvise tilbud, som man som borger skal være heldig for at fange. Vi ønsker, at vi alle får talt om, hvordan vi får tilbuddene bredt ud og sat i system, siger Ulla Astman.

De to samtaler

Debatten om potentialerne ved at bruge kunst og kultur i sundhedssektoren finder sted over to samtaler.

Samtalen "Når kunstnere træder i sundhedens tjeneste" er i to akter og finder sted den 19. august på Folkescenen på Kulturmødet Mors fra kl. 14.30 til 15.45. Samtalen kan også følges live via Facebook.

I første akt vil billede- og rumkunstner Marit Benthe Norheim, musiker Rikke Thomsen, teaterleder Gitta Malling fra Limfjordsteatret og vicerektor Keld Hosbond fra Det Jyske Musikkonservatorium fortælle om, hvordan de har arbejdet med sundsfremmende kunst- og kulturaktiviteter.

I anden akt vil Ulla Astman, regionsrådsformand i Region Nordjylland, Hanne Roed, næstformand i regionsrådet i Region Midtjylland og Mads Duedahl, formand for Nordjyllands kulturaftale og sundheds- og kulturrådmand i Aalborg Kommune, have en samtale om, hvordan man bruger kulturmedicin i kommunerne og regionerne.

Paneldebat fra København

Dagen efter, den 20. august fra kl. 9 til 10, vil et panel bestående af to politikere, to kulturaktører, en læge og en forsker mødes i et studie i København for at diskutere, hvordan den sundhedsfremmende kunst bliver et reelt tilbud til borgerne, og hvem der skal finansiere kunst- og kulturforløb i sundhedssektoren.

Panelet består af: 
• Anna Paldam Folker, forskningschef på Human Health, Statens Institut for Folkesundhed.
• Astrid La Cour, direktør ved Frederiksbergmuseerne.
• Per Larsen, MF, sundhedsordfører for Det Konservative Folkeparti.
• Henrik Møller, MF, Socialdemokraterne.
• Ditte Roth Hulgaard, konstitueret overlæge og klinisk lektor på Børne og Ungdomspsykiatrisk afdeling på OUH.
• Karsten Auerbach, billedkunstner og idémand til det sundhedsfremmende kunstprojekt "Kunsten at male sig ud af et hjørne".

Opdateret