Flere nordjyske unge vil på handelsgymnasium

Om Regionen Regional Udvikling

Årets søgetal til de gymnasiale ungdomsuddannelser i Nordjylland viser, at flere unge vælger det virksomhedsrettede handelsgymnasium. En tendens som også ses på landsplan.
Frederikshavn Handelsskole. Foto: Charlotte Orup Morsbøl.

Hvilken vej skal jeg gå, og hvilket uddannelsesvalg er det rette for mig? Det er spørgsmål, der i den seneste tid, har fyldt meget for de unge mennesker i Region Nordjylland. Den 13. marts var der nemlig frist for ansøgning til de gymnasiale ungdomsuddannelser med start efter sommerferien.

I alt 4.573 unge har søgt ind på enten stx, hf, hhx, htx eller pre-ib. Det er en mindre tilbagegang i forhold til sidste års samlede søgetal på 4.761 ansøgere. Tilbagegangen kan både skyldes, at ungdomsårgangene frem til 2023 er mindre, men også at landets efterskoler og 10. klasser fortsat er populære. Derudover vil tilbagegangen på de gymnasiale ungdomsuddannelser muligvis kunne ses i øget optag af elever på EUX og erhvervsuddannelserne i det kommende skoleår.

- Umiddelbart kan det lavere samlede søgetal godt bekymre lidt. Særligt nedgangen på HTX for det er en af indgangene til STEM-uddannelser, hvor vi ved, at vi kommer til at mangle medarbejdere i fremtiden. Nu bliver det spændende at se, om nogle af de unge i stedet søger over mod erhvervsuddannelserne. Det håber jeg virkelig, for vi har brug for flere faglærte i Nordjylland, siger Peder Key Kristiansen, medlem af Regionsrådet og formand for Udvalg for Regional Udvikling og Innovation.

Virksomhedsrettet handelsgymnasium er populært

Årets søgetal viser, at de unges søgemønster har ændret sig, når det kommer til valg af uddannelse. Sammenlignet med 2022 er der bl.a. en markant fremgang til den 3-årige merkantile studentereksamen, HHX. I 2023 har 1.286 unge valgt HHX som deres førsteprioritet, hvilket er en stigning på 140 elever i forhold til sidste år.

Både i Nordjylland og på nationalt plan er der fremgang til HHX, og der tegner sig et klart billede af en populær ungdomsuddannelse, som appellerer til den nuværende generation af unge med sit virksomhedsrettede fokus.

Frederikshavn Handelsskole er en af de skoler, der mærker, at de unge i højere grad søger mod HHX. Og på Danmarks nordligste handelsgymnasium glæder man sig til at byde de nye elever velkomne på en HHX-uddannelse, som både indeholder almendannede, studiekompetencegivende og erhvervsrettede perspektiver:

- Vi mener, at vores HHX har hele pakken i høj kvalitet. Og så mærker vi en meget stor interesse i at orientere sig mod det regionale, nationale og ikke mindst globale. Vi er en skole der kigger ud i verden, og ønsker at give de unge mennesker global dannelse med i rygsækken. Vi har også flere, der vælger iværksætteri-linjen, hvor erhvervslivet i den grad spiller en rolle i undervisningen, fortæller Brian Andersson, direktør på Frederikshavn Handelsskole.

Færre unge søger det almene gymnasium

Det almene gymnasium, STX, er den ungdomsuddannelse, som udbydes flest steder i Nordjylland, og som fortsat tiltrækker flest ansøgere. I år har STX dog oplevet et fald i ansøgere, da 2.117 nordjyske unge har valgt en STX som deres førsteprioritet. Det er en tilbagegang på 206 ansøgere i forhold til sidste år.

Søgetallene viser også, at HTX oplever et fald på 123 ansøgere. Denne tilbagegang er en national tendens, og ikke blot et fald i Nordjylland.

Endelig viser søgetallene, at HF og pre-ib ligger på et stabilt niveau sammenlignet med sidste år.

Ansøgerne får endelig besked om deres optagelse senest den 1. juni.

 

Yderligere informationer:

Søgetal til de gymnasiale ungdomsuddannelser i Nordjylland

Herunder findes en uddybning af søgetallene til de gymnasiale ungdomsuddannelser i Nordjylland i 2023 samt udviklingen i forhold til 2022.

Antal ansøgere i 2023 (2022-tal i parentes):
• stx: 2.117 (2.323)
• hf: 720 (723)
• hhx: 1.286 (1.146)
• htx: 396 (519)
• pre-ib: 54 (50)

Det betyder forkortelserne:
• stx – almen studentereksamen (alment gymnasium)
• hf - højere forberedelseseksamen
• hhx - merkantil studentereksamen (handelsgymnasium)
• htx - teknisk studentereksamen (teknisk gymnasium)
• pre-ib - international baccalaureate, 2-årig international gymnasial uddannelse

Opdateret