Klarere kommunikation og øget fokus på at nedbringe ventetider i den nordjyske børne- og ungdomspsykiatri
Beklageligt at uklarhed har skabt utryghed
Region Nordjylland har i kølvandet på forvirring om ventetider i Børne- og Ungdomspsykiatrien taget initiativ til en række konkrete handlinger, der skal skabe større gennemsigtighed og sikre mere realistisk og forståelig information til patienter og pårørende.
Baggrunden er et møde 6. maj i regionens Psykiatri- og Socialudvalg, hvor der opstod usikkerhed om forskellen på de oplyste 173 ugers forventet ventetid for ikke-akutte patienter og den erfarede gennemsnitlige ventetid på 173 dage.
- Det er dybt beklageligt, at der har været uklarhed om ventetiderne i Børne- og Ungdomspsykiatrien. Det skaber utryghed hos de familier, som i forvejen står i en sårbar situation. Det ansvar påhviler os, og vi tager det alvorligt, siger psykiatridirektør Jan Mainz.
Information om ventetider skal skærpes
Nu slår Psykiatrien fast, hvad tallene dækker over – og hvad der skal gøres for at forbedre situationen.
Den forventede ventetid, som indberettes til Venteinfo.dk, viser hvor lang tid en ikke-akut patient – fx med mistanke om ADHD – kan forvente at vente på første samtale. Den opgøres i uger for den næste ledige tid og var i marts opgjort til 173 uger for ADHD. Den oplysning er regionerne ifølge Sundhedsdatastyrelsen forpligtet til at oplyse for at vejlede patienterne, hvis de skal vælge behandlingssted via det frie sygehusvalg.
Den erfarede ventetid viser derimod den faktiske tid, patienter i gennemsnit har ventet – akutte såvel som ikke-akutte. I 1. kvartal 2025 blev det opgjort til 173 dage. Tallene dækker over stor variation afhængig af alvorligheden af henvisningen – med andre ord har nogen ventet i få dage, mens andre har ventet i langt over 173 dage.
- Vi anerkender, at forskellen på de to typer ventetid kan virke forvirrende. Det er vores ansvar at kommunikere klart, så både patienter og pårørende forstår, hvad de kan forvente. Derfor vil vi nu skærpe vores kommunikation og praksis, udtaler Jan Mainz.
Konkrete initiativer til genopretning
For at skabe forbedringer og sikre større sammenhæng i kommunikationen sætter Region Nordjylland nu følgende initiativer i værk:
- Gennemgang og justering af indkaldelsesbreve: Psykiatrien vil forbedre og præcisere kommunikationen om ventetider i indkaldelsesbrevene til patienter. Brevenes formuleringer om ventetider tilpasses, så de afspejler mere præcist, hvad patienter kan forvente.
- Gennemsigtighed om vejledning: Psykiatrien vil sikre, at det på regionens hjemmeside tydeligt fremgår, hvor der kan indhentes vejledning om ventetider og de breve patienterne modtager.
- Etablering af Task Force: Regionen sætter ressourcer af til en task force, der skal støtte Psykiatrien til hurtigt at gennemføre initiativerne om indkaldelsesbreve og patientvejledning på hjemmesider.
- Fokus på genopretning: Fortsat og styrket fokus fra Psykiatrien på at nedbringe de lange ventetider i den nordjyske børne- og ungdomspsykiatri.
Politisk opfølgning på udvalgsmøder
Udover de ovennævnte tiltag vil Psykiatri- og Socialudvalget fremover på udvalgsmøderne modtage orientering om status og fremdrift i arbejdet.
Hvis man som familie har spørgsmål til den tid, som man har fået til udredning eller behandling af sit barn i Børne- og Ungdomspsykiatrien, kan man henvende sig til Psykiatriens Central Visitation på telefon 97 64 44 00 mandag-torsdag kl. 8-15 eller fredag kl. 8-14.
Hvis man har behov for vejledning om patientrettigheder og de landsdækkende ventetider, kan man ringe til Enheden for Sygehusvalg alle hverdage kl. 9-12 på telefon 97 64 80 20 eller via mail på hjemmesiden kl. 8-15.
Yderligere oplysninger
Psykiatriens notat, med den redegørelse for ventetiderne som Psykiatri- og Socialudvalget bad om på det seneste møde 6. maj, kan ses her.
Kontakt
Kontaktperson
Jan Mainz
Psykiatrien, Aalborg Universitetshospital
Psykiatridirektør, professor
Telefon
25 57 90 33