Regionsrådet vil hjælpe unge uden læreplads tilbage på sporet
De unge skal gribes hurtigt
I "Tilbage på sporet" går AMU Nordjylland, Aalborg Handelsskole og EUC Nord sammen om hurtigt at gribe elever, som selvforskyldt har fået ophævet deres uddannelsesaftale med en virksomhed og ikke kan fortsætte i skoleoplæring.
Målet er at hjælpe 100 elever, som allerede har gennemført erhvervsskolernes grundforløb 2, og som med individuel vejledning kan finde sig en ny læreplads, en anden uddannelse eller som minimum kan få lagt en klar plan for sit videre forløb.
- Det er vigtigt, at vi får grebet de unge, som mister deres læreplads, også selvom det er selvforskyldt. Der kan jo være mange årsager til, at det går skævt f.eks. personlige, sociale eller helbredsmæssige udfordringer. Her gælder det om at handle hurtigt, og få dem godt videre, for alle har jo krav på et godt ungdomsliv, siger Poul Kristensen (S), formand for Udvalg for Miljø, Mobilitet og Uddannelse.
Flere unge i uddannelse og job
Skolerne i pilotprojektet vil undervejs afprøve og dokumentere en fælles model for, hvordan de hurtigt kan identificere, kontakte og hjælpe elever i målgruppen. På den måde vil indsatsen både være til gavn for den enkelte elev og samle vigtig erfaring til andre projekter.
I Regionsrådet er der nemlig stor opmærksomhed omkring unge i den såkaldte NEET-gruppe, som hverken er i uddannelse, beskæftigelse eller træning – på engelsk ”Not in Education, Employment or Training”.
I Nordjylland udgør NEET-gruppen knap 10 pct. af de 16-24-årige. Det er på niveau med andelen på landsplan, men der er alligevel et stort politisk ønske om, at flere unge får kompetencegivende uddannelser og job – både til glæde for de unge selv og til gavn for erhvervslivet og udviklingen i Nordjylland.
Derfor støtter Regionsrådet også bl.a. det igangværende, store EU-projekt ”Fra skolebænk til læreplads” med et tilskud på 3,9 mio. kr. Projektet, som har et samlet budget på 14,5 mio. kr., skal få flere elever fra de nordjyske erhvervsskoler og forberedende grunduddannelser til at gennemføre deres uddannelse.
Yderligere informationer:
Pilotprojekt, Tilbage på sporet
Målet for projektet "Tilbage på sporet" er at gribe 100 elever, som selvforskyldt har mistet deres læreplads, fået ophævet deres uddannelsesaftale og ikke kan fortsætte i skoleoplæring.
Projektet tilbyder en hurtig og individuel indsats med henblik på at finde en ny læreplads, en anden uddannelse eller som minimum at hjælpe eleven med en konkret plan for det videre forløb.
Projektet løber i 2 år fra 1. januar 2027 til 31. december 2028 med AMU Nordjylland som projektansvarlig og Aalborg Handelsskole og EUC Nord som partnere.
Projektets budget er 714.200 kr., hvoraf 499.940 kr. er tilskud fra Regionsrådet.
Region Nordjylland og EU har stort fokus på udsatte unge
Regionsrådet støtter også det igangværende projekt ”Fra skolebænk til læreplads”, der er målrettet udsatte unge i samme risikogruppe.
Projektet har et samlet budget på 14.486.837 kr., og har modtaget 5.780.248 kr. i tilskud fra EU’s Socialfond Plus samt 3.867.985 kr. fra Region Nordjylland.
Læs mere om projektet Fra skolebænk til læreplads

Kontaktpersoner:
Poul Kristensen (S)
Formand for Udvalg for Miljø, Mobilitet og Uddannelse
Mobil: 51 21 02 38 | poul.kristensen@rn.dk
Lone Johansen
Projektleder og specialkonsulent hos Region Nordjylland
Mobil: 25 30 75 47 | lj@rn.dk