Mød Thorbjørn, læge i Psykiatrien
Psykiatri stiller store krav til både medicinske og kirurgiske færdigheder
Jeg arbejder som læge i Psykiatrien, hvor jeg er en del af en større gruppe, der består af både læger, psykologer og en del sygeplejersker, som samarbejder om den ambulante behandling af patienter med psykoselidelser. Jeg kigger bl.a. på blodprøver og EKG’er, men jeg har også daglige patientsamtaler, hvor jeg både udreder patienter og følger op på, hvordan behandlingen går, ikke kun den medicinske.
Jeg havde fordomme om, at Psykiatri var mest for læger, der ikke kunne finde ud af deres medicin og kirurgi. Men Psykiatri, har jeg fundet ud af, er et fag, der stiller store krav til både dine medicinske og nogle gange også dine kirurgiske færdigheder. Psykiatri spænder vidt, det er ikke kun lange, lange dybe samtaler. Der er også ofte akutte situationer.
Jeg kan redde et menneske ad gangen lige her i Aalborg
Nu har jeg ikke helt så store ambitioner om at skulle ud og redde hele verden med Røde Kors eller noget i den stil. Jeg oplever, at jeg kan være med til at redde et menneske ad gangen lige her i Aalborg. Det kan være enormt berigende at møde et menneske, som har det rigtig hårdt, og så opleve, at du i den kontakt og relation, du bygger op med det her menneske, kan begynde at gøre en positiv forskel.
En karriere for mig, det er at slippe for at opleve det som en forbandet pligt at skulle gå på sit arbejde. Men faktisk at synes, at det er så interessant, at du også glædeligt beskæftiger dig med noget af det, når du har fri.
Opdateret