Hvad laver en sygeplejerske ansat i Specialsektoren?

Mød Karina, ansat som sygeplejerske på Bostedet Solsiden - Birkehaven, Specialsektoren.

Hvis du får mit job, bliver du god til …

relationsarbejde, konflikthåndtering og til at kommunikere med mange forskellige mennesker. Du bliver dygtig til at lave en god struktur på medicinændringer, medicinbestillinger og lægekontakt. Vores beboere har mange psykiske problemstillinger, der kræver medicin, men mange af dem har også fysiske problemstillinger, du også skal tage hånd om. Men ellers handler det meget om at opbygge og vedligeholde gode relationer til beboerne. Du bliver god til at strukturere din hverdag. Det skal der til, for at du kan være her, og nå rundt om det hele på din vagt.

Det bedste ved mit job er…

når jeg er med til at give beboerne en god dag, og jeg kan se, at de er engagerede i det, jeg har sat dem til. Når vi går en tur, når vi kører en tur, når vi tager ned for at handle, så de kommer ud, og er ikke kun er her. Det er fedt, når jeg kan se, at de er glade, og jeg er med til at give dem nogle gode oplevelser. Når jeg kan se, at det gør en forskel, at vi gør noget ekstra for dem.

Jeg søgte stillingen uden at vide noget som helst om stedet, jeg havde været et par år i hjemmeplejen, og kendte lidt til psykiatriske patienter. Så jeg hoppede direkte ud i det, og har været glad for det lige siden. Det her er det, jeg skal.

Jeg er overrasket over mit arbejde som sygeplejerske på et bosted fordi …

vores beboere virkelig er skadede og meget syge. Jeg er overrasket over, hvor mange problemstillinger én beboer egentligt kan have, og hvor meget det påvirker dem. Og så hvor meget skade man kan gøre på sig selv ved at have et højt forbrug af stoffer og alkohol i mange år. Det har overrasket mig. Og så har jeg jo ikke haft kendskab til, at der findes nogle steder som Solsiden. Det er jo ikke noget man ser, når man går rundt i Føtex. Der er mange, der tror, at jeg arbejder på et plejehjem, fordi jeg er ansat på et bosted. Men det er jo ikke et plejehjem. Vores beboere er psykisk syge, og har brug for aktiv behandling og hjælp.

En typisk arbejdsdag starter med ….

at hjælpe dem, der sidder i kørestol med at komme op. Så har jeg morgenhygiejne og morgenpleje, og jeg hjælper dem, der har brug for hjælp til at spise. Og så er der samtaler med de enkelte beboere, hvor jeg finder ud af, om de skal have hjælp til at vaske tøj og til at gøre rent. Så har jeg medicindoseringer, sårpleje, og så er der rigtig meget lægekontakt og medicinændringer. Vi hjælper beboerne med at få så struktureret og normal hverdag som muligt. Vi lægger vægt på, at miljøet skal være trygt og baseret på tillid, og at vi har nogle gode samtaler.

Vores beboere kan have svær demens, demens forårsaget af alkohol, andre skader forårsaget af alkohol, nogle har en emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse, skizofreni og nogle enkelte har Aspergers syndrom. Så vores beboere har mange forskellige diagnoser. Det er mennesker, der ikke kan klare sig selv i eget hjem, de har brug for støtte og vejledning fra os.

Når jeg ikke er sygeplejerske, er jeg …

mor til to små børn, har en mand, og vægter familien rigtig højt. Jeg laver mange ting sammen med dem, vi rejser så meget, som vi kan. Nyder livet. Jeg dyrker sport, men som mor til to små børn, er der ikke så meget tid til overs.

Opdateret