Mød Fransine, bioanalytiker

Klinisk Biokemisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital


En vigtig brik i det store spil

Som bioanalytiker er jeg med til at udføre et vigtigt job. 70 – 80 % af alle diagnoser bliver stillet på baggrund af biokemiske analyser. Så selvom vi ofte arbejder i baggrunden, hvor patienterne ikke ser os, er vi en meget vigtig brik i hospitalets dagligdag.

Jeg er passioneret, og jeg er målrettet, så det at jeg ved, der er en periode, hvor jeg skal knokle ekstra hårdt, det er jeg helt indforstået med, og det er helt okay. Jeg arbejder hårdt får at nå mine mål og har ambitioner om at opnå endnu mere.

Jeg kan hjælpe patienterne ud fra mine egne erfaringer

Jeg havde nåleskræk og skulle holdes i hånden for at få taget blodprøver, indtil jeg blev 18. Så det er lidt sjovt, at jeg sidder og tager blodprøver i dag. Men på den anden side giver det mig en forståelse for de patienter, der er bange for nåle. Jeg ved, hvordan jeg skal håndtere det og kan hjælpe dem med forskellige teknikker, så vi får taget prøverne trods alt.

Jeg arbejder på Klinisk Biokemisk Afdeling, men der er bioanalytikere i fem forskellige specialer, og vores hverdag er meget forskellig.

Jeg synes, at man skal blive bioanalytiker, hvis man har lyst til at hjælpe andre mennesker, og man har lyst til at udføre et arbejde, der kræver høj kvalitet.

Opdateret