Regionen fjerner sundhedsskadelig jordforurening fra 6 grunde i Nordjylland
Oprydning af forurening har høj prioritet
I sit budget for 2026 har Regionsrådet afsat 13,5 mio. kr. til undersøgelser og oprensning af jord- og grundvandsforurening.
I forlængelse af budgettet har de regionale politikere vedtaget en indsatsplan, hvori det prioriteres at rydde op i de forureninger, der udgør størst risiko for mennesker eller miljø:
- Vores nye indsatsplan balancerer beskyttelsen af vores fælles drikkevand med vigtigheden af at få ryddet op i en række mere afgrænsede forureninger, som udgør en trussel for de berørte borgeres sundhed, siger Poul Kristensen (S), formand for Udvalg for Miljø, Mobilitet og Uddannelse.
Prioriteringen af forureninger med risiko for mennesker eller miljø går igen i alle dele af Regionens indsats lige fra indledende undersøgelser af mulige forureninger til egentlige oprensninger.
Særligt fokus på forurening med PFAS
I Regionens indsatsplan for 2026 er der ud over 6 oprensninger udpeget 23 grunde i Nordjylland, hvor tidligere påviste forureninger vil blive undersøgt nærmere.
Disse undersøgelser vil også i 2026 have særligt fokus på forurening med PFAS, da denne stofgruppe udgør en risiko for grundvandet. Selv meget små mængder af PFAS kan nemlig ødelægge grundvandsressourcen i et stort område.
- Det er vigtigt, at vi i Regionen fortsætter den langsigtede indsats mod PFAS-forurening. Udover Regionens egne midler vil der i 2026 også blive udført projekter for nationale PFAS-midler i Aalestrup og Frederikshavn, siger Ann Steen Nikolajsen, specialkonsulent i kontoret for Jord og Vand, Region Nordjylland.
Yderligere informationer:
Oversigtskort og Indsatsplan 2026 for jordforurening
Nedenstående kort over Nordjylland viser, hvor Regionen udfører nye udvidede undersøgelser og afværgeprojekter i 2026. De lyseblå prikker viser undersøgelser, og de mørkeblå prikker viser afværgeprojekter. Kilde: Region Nordjylland.
Læs mere i Indsatsplan 2026 for jordforurening

Kort: Illustration af nye afværgeprojekter og forureningsundersøgelser i 2026.
Fakta om jordforurening i Region Nordjylland
Regionens indsats på jordforureningsområdet bygger på viden om, hvor i Nordjylland der har været aktiviteter, som kan have forurenet jorden og grundvandet. Ud af de ca. 13.800 potentielt forurenede grunde, Regionen har kendskab til, er der på nuværende tidspunkt påvist forurening på ca. 2.900 grunde. Af disse har Regionen ansvaret for at undersøge og fjerne forurening på ca. 800 grunde.
På vores hjemmeside rn.dk/jordogvand kan du læse mere om arbejdet med jordforurening og relaterede grundvandsforureninger.
Tjek en grund for forurening online
På hjemmesiden tjekdingrund.dk kan du nemt tjekke, om Region Nordjylland har kortlagt forurening på en grund.
Kontaktpersoner:
Poul Kristensen (S)
Formand for Udvalg for Miljø, Mobilitet og Uddannelse
Mobil: 51 21 02 38 | poul.kristensen@rn.dk
Ann Steen Nikolajsen
Specialkonsulent i Jord og Vand, Region Nordjylland
Mobil: 21 31 45 76 | asj@rn.dk