Nordjysk samarbejde skal gøre nye EPX-uddannelser ekstra attraktive

Om Regionen Miljø, Mobilitet og Uddannelse

Udvalg for Miljø, Mobilitet og Uddannelse giver 9,7 mio. kr. i tilskud til 15 nye projekter på nordjyske ungdomsuddannelser. Blandt målene er at gøre de kommende EPX-uddannelser ekstra attraktive samt at udvikle et nyt koncept for studenterpraktik, så gymnasieelever får mulighed for at afprøve erhvervsuddannelsernes karrieremuligheder.

Investering i et stærkt uddannelsestilbud

Det kræver nytænkning af både organisationer og samarbejder på tværs mellem landets ungdomsuddannelser at blive klar til at tage imod de første elever på den helt nye EPX-uddannelse i 2030.

Forberedelserne til den 2-årige erhvervs- og professionsrettede gymnasieuddannelse er allerede i fuld gang, og i Nordjylland sætter Regionsrådet nu ekstra fart i arbejdet ved at investere midler fra sin uddannelsespulje i at sikre rammerne om et stærkt tilbud.

- Vi er glade for, at ungdomsuddannelserne i Nordjylland allerede nu forbereder sig på at tilbyde attraktive EPX-uddannelser til de unge nordjyder i 2030, og vi er glade for, at vi med Uddannelsespuljen kan være med til at understøtte deres forberedende arbejde og samarbejde, siger Poul Kristensen (S), formand for Udvalg for Miljø, Mobilitet og Uddannelse.

Praksisfaglighed og nye undervisningsformer

I et af de nye projekter er Frederikshavn Gymnasium, Frederikshavn Handelsskole, SOSU Nord og FGU Vendsyssel gået sammen for at lade sig inspirere af succesfulde, praktiske elementer i hinandens uddannelser. I projektet, som hedder ”På besøg i fremtidens uddannelseslandskab”, mødes både ledere, lærere og elever på tværs af skolerne for at samarbejde om praksisfaglighed som et skridt på vejen til at skolerne kan tilbyde den nye EPX-uddannelse.

I et andet projekt, som hedder “Sammen på vej mod EPX”, vil TECHCOLLEGE, Nørresundby Gymnasium & HF, SOSU Nord og Aalborg Handelsskole dele erfaringer med nye undervisningsformer og lærerkompetencer, som fra 2030 kan blive et omdrejningspunkt for den nye uddannelse i Nordjylland.

Studenterpraktik på erhvervsuddannelser

I et tredje projekt ved navn ”EUDFuture - et handlekraftigt karrierevalg” vil 7 nordjyske erhvervsskoler udvikle et koncept for studenterpraktik, der giver indblik i deres uddannelsers indhold og karriereveje. Det skal øge interessen for erhvervsuddannelser hos unge med gymnasial baggrund og medvirke til at løse manglen på faglært arbejdskraft i Nordjylland.

- Med EUDFuture giver vi unge med en gymnasial baggrund ekstra muligheder for at udforske de mange spændende karriereveje som erhvervsuddannelserne tilbyder, fordi vi har behov for mere faglært arbejdskraft i Nordjylland, forklarer Poul Kristensen.

De 15 nye projekter på de nordjyske ungdomsuddannelser løber i perioden fra 2026 til 2029.

Yderligere informationer:

Uddannelsespuljen 2026

Regionsrådets Udvalg for Miljø, Mobilitet og Uddannelse har i 2026 givet tilskud på i alt 9,7 mio. kr. til 9 projekter under sin ordinære Uddannelsespulje samt til 6 projekter under sin særlige Pilot- og Udbredelsespulje. Sidstnævnte pulje støtter mindre projekter med et budget på max. 100.000 kr.

I år kunne der bl.a. søges tilskud til at understøtte det forberedende arbejde med EPX-uddannelsen – en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse, som åbner over hele landet i 2030.

Herunder ses en kort oversigt over både de store og små projekter.

Læs mere om Uddannelsespuljen og de 15 nye projekter

Store projekter, Uddannelsespuljen:

  • På besøg i fremtidens uddannelseslandskab - gymnasial praksisfaglighed og nye fællesskaber (1.327.463 kr.)
  • Nytænkning af sprogfagene til fremtiden: fokus på fremmedsprog i Hjørring kommune (302.630 kr.)
  • Motivation og mestring - praksisfaglige veje til succes (1.260.000 kr.)
  • Sammen på vej mod EPX - Prøvehandlinger med helhedsorienteret undervisning (1.900.000 kr.)
  • EUDFuture - et handlekraftigt karrierevalg (1.480.325 kr.)
  • Praksisrettet undervisning – på vej mod EPX (792.712 kr.)
  • Praksisfaglighed på tværs – et EPX-pilotprojekt mellem HF og SOSU (600.000 kr.)
  • Fremtidens Entreprenante og Bæredygtige Uddannelsesmiljøer (FEBU) (1.000.000 kr.)
  • Plads til alle på EPX (675.290 kr.)

Små projekter, Pilot- og Udbredelsespuljen:

  • Klar til EPX - praksisfaglighed og klasseledelse i fokus (69.790 kr.)
  • Praksisfaglighed på tværs (70.000 kr.)
  • Samarbejde om pædagogiske ressourcer mellem HF&VUC Nord og EUC Nord (70.000 kr.)
  • Inkluderende faglige og sociale fællesskaber på Nordjyllands Landbrugsskole (70.000 kr.)
  • Motivation i praksis (70.000 kr.)
  • Didaktisk kompetence og praksisfaglighed - Vesthimmerland (68.124 kr.)

Kontaktpersoner:

Poul Kristensen (S)
Formand for Udvalg for Miljø, Mobilitet og Uddannelse
Mobil: 51 21 02 38 | poul.kristensen@rn.dk

Lone Johansen
Projektleder og specialkonsulent i Region Nordjylland
Mobil: 25 30 75 47 | lj@rn.dk