Gymnasieelever fra Hjørring vinder landsdækkende cykelkonkurrence
Grøn Koncert billetter til hele klassen
Eleverne fra 1.y på Hjørring Gymnasium har vundet hovedpræmien i årets Fælles-Tour ved at cykle næsten 11.000 km på to uger fra den 24. marts til den 6. april. Udover de sunde kilometer i benene har eleverne sikret sig billetter til Grøn Koncert til hele klassen.
- Fælles-Tour er et super godt initiativ, der giver unge motivation til at træde i pedalerne fremfor at sætte sig bag rattet i bilen. Vi er ekstremt stolte af, at Hjørring Gymnasium løber med årets hovedpræmie, siger Mads Duedahl, regionsrådsformand i Region Nordjylland.
Hjørring Gymnasium har formået at aktivere og motivere eleverne i 1.y til at cykle i alt 10.806 km i løbet af to uger. Det svarer til en cykeltur hele vejen fra Hjørring til den kinesiske hovedstad Beijing.
- Cykling er godt for sundheden og klimaet, som begge er områder vi i Region Nordjylland gerne vil gå forrest for at fremme. Vi håber derfor, at endnu flere nordjyske unge får lyst til at hoppe på cyklen, når Fælles-Tour igen løber af stablen i 2026, siger Mads Duedahl.
Flere cyklister til kamp for sundhed og klima
Flere og flere unge får et lift eller tager selv bilen i stedet for cyklen bl.a. når de skal til uddannelse. Tal fra Cyklistforbundet viser således, at antallet af cykelture blandt elever på landets ungdomsuddannelser er faldet med 40 pct. siden 2010.
- Der er alt for mange, der tager bilen til gymnasiet eller ungdomsuddannelsen, og det er en uheldig udvikling. Så Fælles-Tour skal motivere flere unge til at vælge cyklen til i deres hverdag, men det er et langt sejt træk, der skal til. Jeg håber, deltagerne i Fælles-Tour har opdaget, at cykelturen til skolen giver dem mere frihed, friskhed og sundhed, og har fået mod på at fortsætte med at cykle hen til ungdomsuddannelsen, siger Kenneth Øhrberg Krag, direktør i Cyklistforbundet.
Yderligere informationer:
Fakta om unges cykling og transportvaner
Nedenstående er fakta fra Cyklistforbundet om de unges cykling og transportvaner i Danmark.
- Antallet af cykelture blandt unge mellem 15 og 20 år er faldet med 34 pct. siden 2010.
- Antallet af cykelture blandt unge på ungdomsuddannelser uanset alder er faldet med 40 pct. siden 2010.
- Flere og flere unge har adgang til bil. Særligt antallet af familier med 2, 3 eller flere biler er steget markant i perioden 2010-2022: Antal familier med to biler er steget med 43 pct., mens antal familier med tre eller flere biler er steget med 111 pct.
Fælles-Tour
2025 var andet år at Fælles-Tour blev gennemført i samarbejde mellem Cyklistforbundet og landets fem regioner. Konkurrencen har som mål at få flere unge til at vælge cyklen fremfor bilen, så de kan opdage glæden og de gavnlige effekter af at cykle til f.eks. uddannelse og fritidsinteresser.
I alt 7.394 unge fra 34 skoler landet over deltog i konkurrencen, der blev kørt fra den 24. marts til den 6. april, og som i øvrigt gentages næste år.
Læs mere om Fælles-Tour på faellestour.dk
Kontaktpersoner:
Mads Duedahl (V)
Regionsrådsformand i Region Nordjylland
Mobil: 24 40 24 18 | mads.duedahl@rn.dk
Kenneth Øhrberg Krag
Direktør i Cyklistforbundet
Mobil: 21 73 36 66 | krag@cyklistforbundet.dk
Sandra Bødker
Konsulent i Bæredygtig Mobilitet, Region Nordjylland
Mobil: 20 20 01 68 | sandra.boedker@rn.dk