Bæredygtighedsstrategi
I takt ved verdenssamfundets bestræbelser på at opfylde Parisaftalens mål, er det også nødvendigt for Region Nordjylland at skære substantielle dele af sit klimaaftryk.
På nationalt plan står sundhedsvæsenet for omkring 6% af CO2-udledningerne. Driften af Region Nordjylland bidrager således til de klimaforandringer, som WHO har udnævnt til at være den største trussel mod den globale folkesundhed. Den store udledning skyldes ikke blot energiforbruget i bygninger eller kørsel med ambulancer, men især forbruget af produkter i løsningen af regionens mange opgaver. Produktion og transport af alle disse produkter belaster jord, vand og luft, og ødelægger levesteder for dyr og mennesker. Måden sundhedsvæsenet fungerer er derfor med til at gøre verden mindre sund at leve i, og klimaforandringer og miljøforurening har helt konkrete effekter på sygdom og sundhed. Det er en ond cirkel som må brydes.
Region Nordjyllands mål for CO2-reduktion er at reducere med 40% mellem 2018 og 2030. Region Nordjylland er ligeledes forpligtet til at opfylde Danske Regioners reduktionsmål. I 2023 har Danske Regioner vedtaget strategien Grønne hospitaler, som rummer en målsætning om at reducere med 50% fra 2022 til 2035. Ved at arbejde for at opfylde disse målsætninger, er Region Nordjylland på ret kurs mod Parisaftalens mål om klimaneutralitet i 2050.
I Region Nordjyllands bæredygtighedsstrategi udstikkes den strategiske kurs for den grønne omstilling af hele organisationen.
Bæredygtighedsstrategi for Region Nordjylland
Kontakt
Opdateret